Testrup Højskole fortsætter traditionen med at markere grundlovsdag 5. juni med et stort offentligt arrangement i skolens have. Og igen i år med et imponerende opbud af navne fra første række i dansk politik.
Tre toppolitikere
Blandt årets talere finder man tre af Folketingets politiske ledere, nemlig partiformændene Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) og Pia Olsen Dyhr (Socialistisk Folkeparti) samt Radikale Venstres politiske leder Martin Lidegaard.
Flere talere
Udover dem vil gæsterne ved årets arrangement også kunne møde Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S), administrerende direktør for LIFE Fonden Stefan Hermann og museumsdirektør for Den Gamle By Julie Rokkjær.
Clement Kjersgaard slutter dagen
Traditionen tro bliver det hele kædet sammen af tv-vært Clement Kjersgaard. Han vil også slutte dagen af med et oplæg med overskriften Trump, Putin, Xi – er Danmark klar til verden, som den bliver?
Udover at være kendt som debatvært er Clement Kjergaard udgiver af magasinet Ræson der er medarrangør af arrangementet i Testrup.
Billetter til salg
Flere oplysninger kan findes på Testrup Højskoles hjemmeside hvor der også kan købes billetter.
De interesserede skal ikke vente for længe da der plejer at blive udsolgt til grundlovsmøderne i Testrup.
PerH.