TMG og ungdomsklubben vil have de unge tilbage

Idrætsforeningen og Klub M har lagt planer for hvordan byens børn og unge kan komme ind i fællesskaberne igen, efter de var hjemme hver for sig under corona-nedlukningerne.
30. juni 2021
Michael Clausen og Pernille Bechsgaard Fast er begge overbevist om at de unge vil blive aktive i Klub M og TMG igen efter nedlukningerne og sommerferien. Foto: Kathrine Riber.

Af Kathrine Riber

Nu hvor corona-restriktionerne er lempet, flere må forsamles og mundbindene er smidt, er TMG og ungdomsklubben Klub M atter klar til at byde Mårslets unge ind i foreningslivet og de sociale rammer som de kendte det før.
Men hvordan får man de unge tilbage til det sociale liv i klubberne når der har været en nedlukning hvor der blev vendt op og ned på vaner og mønstre?

Konkurrence fra sofaen
For TMG har konkurrenterne under nedlukningen været selvtræning, sofaen og iPad’en. Men idrætsforeningen har lagt en strategi for at få liv i hallerne igen, og den har klubben haft stor succes med.
TMG er nemlig begyndt at tage private tilbud ind i foreningslivet. Det vil sige, at foreningen vil hyre private instruktører og på den måde lave foreningstilbud som kan nå ud til flere målgrupper, samtidig med tilbuddene har en høj kvalitet.

Michael Clausen bliver glad når de unge i Mårslet er glade. Foto: Kathrine Riber.

Flyers og plakater
Klub M, som er for unge fra 7. klassetrin til og med 17 år, har efter genåbningen promoveret sig ved at lægge flyers og hænge plakater op på skolen. Budskabet til de unge har været at klubben er der igen og give de unge et indblik i hvad klublivet er.
Michael Clausen, som er afdelingsleder for Junior Klubben og Klub M, har været i klubbranchen i så mange år at han er sikker på at Klub M kommer helt op at køre igen efter sommerferien. De unge skal nok komme tilbage efter corona, er han overbevist om. Som han siger:
– Når de unge er glade i Mårslet, så er jeg også glad, ligegyldigt hvad de laver.

De unge er så klar til at komme i gang
Det samme mener Pernille Bechsgaard Fast om TMG. Hun er foreningsudvikler i idrætsforeningen og forventer ikke at det bliver svært at få de unge tilbage.
– De er så klar til at komme i gang igen, siger hun.
De unge er også gode til at påvirke hinanden til at komme i gang, så hun er ikke tvivl om at der nok skal komme en masse idrætsliv og fællesskaber i foreningen.

Skaber nye fællesskaber
Under nedlukningen har det været svært for Michael Clausen at undvære Junior Klubben, Klub M og de unge mennesker. Det har fået ham til at tænke over hvilke konsekvenser det vil få for de unge hvis de ikke kunne mødes i en klub.
– Når de er i klub, så søger børnene andre fællesskaber end dem, de måske også kan få i skolen; for i klubben har de mulighed for at mødes på tværs af årgangen og skabe venskaber. Hvis den del bliver lukket ned for dem og man samtidig sidder i online undervisning hjemmefra, er det svært for dem at komme tilbage og etablere fællesskaberne på ny, siger han.

Klub M lavede udeklub
Under nedlukningen har Klub M forsøgt at lave udeklub for at imødekomme  Sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Der har været færre børn end i normal klubtid, men medarbejdere såvel som børnene fik en øjenåbner for hvad uderummet kan, og de blev klogere på hvilke aktiviteter man kan lave. Her har medlemmerne i klubben haft indflydelse og bidraget med mange kreative ideer til lege og aktiviteter.

Der var stille i hallerne under nedlukningerne, men Pernille Bechsgaard Fast er overbevist om at der bliver masser af liv i dem efter sommerferien. Foto: Kathrine Riber.

Nye aktiviteter i TMG
Udendørsaktiviteter har også været i fokus hos Pernille Bechsgaard Fast i TMG. Under nedlukningen har TMG arrangeret diverse aktiviteter for unge og ældre på de grønne arealer i Mårslet.
Idrætsforeningen lavede bevidst aktiviteter hvor man skulle væk fra skærmen. Man skulle bare være til stede der hvor man var. Og det er det som foreningslivet kan bidrage med.

For både ældre og børn
For de ældre har Pernille Fast et seniorhold, Aktiv Mandag, der har haft et gåfællesskab.
De har gået 7.000 km på en måned, og det var både medlemmer og nytilkomne der havde lyst til at gå en tur i det dejlige forårsvejr.
For de yngre var der en stenskattejagt ved Vilhelmsborg hvor de havde egne malede sten med. Personen med den fineste sten fik et TMG mundbind.

Trak børn væk fra skærmen
Disse aktiviteter har skabt stor positiv omtale. For børn gjaldt det at komme væk fra de mange timer foran skærmen og mødes i det fri.
De ældre på seniorholdet har meldt tilbage at det var dejligt at mødes igen og gøre noget sammen, grine og dyste sammen uden det var forbudt.

Forstående medlemmer
Pernille Fast har ikke kunne lave alt det hun gerne ville som foreningsudvikler; såsom events, koordinering på tværs og foreningssamarbejder med store aktivitetsdage. Alt dette taget i betragtning har TMG og medlemmerne været indforståede med at det har været en præmis.
– Alle har været indforståede med at vi ikke har kunnet se hinanden, selv om det har været træls, siger hun.

Det skal nok blive godt igen
Hun nævner at det har været svært, og alle de ting de gerne ville i gang med, blev sat på standby. Dog synes hun at det har kørt fint fordi hun har haft DGI Østjylland med i det, og der har været en god struktur under nedlukningen. Sammen har de kunnet holde hinanden oppe.
– Det skal nok blive godt igen; vi skal nok komme i gang igen, fastslår hun.

Dette kan de unge glæde sig over ved genåbningen

Klub MTMG
* En klub, der er startet fra bunden af efter corona
* Fællesskaber på tværs af årgange og i din egen klasse
* En masse plads at boltre sig på
* Fantastisk udeliv
* Sjove aktiviteter
* Fællesskaber på tværs af årgange og i din egen klasse
* Idræt under gode vilkår og lækre faciliteter
* Åben sommertræning i uge 26 og 27, hvor der er mulighed for at prøve TMG hold helt gratis (dog nogle mod betaling) som tennis, fodbold, floorball, petanque og meget mere.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop