Det er torsdag formiddag i MultiHallen, almindelig skoletid, de idrætsklædte drenge og piger i 8.C varmer op ved at hoppe siddelæns i cirkler inden de går i gang med at øve forhånds- og baghåndsslag med fjerbold og badmintonketcher.
Klassens idrætslærer Birgitte Kuipers hopper og øver slag på lige fod med eleverne; for i dag er det ikke hende der viser hvordan slagene skal slås eller sætter en konkurrence op mellem drengene og pigerne om hvem der kan danne den mest perfekte cirkel i hoppe siddelæns øvelsen.
Instruktionerne kommer derimod fra Rasmus Carøe, en ung mand som både er uddannet badmintontræner og molekylærbiolog. To gange om ugen er han – uden for skoletiden – træner for omkring 50 børn og unge i TMG’s badmintonafdeling.
Samarbejde siden sommerferien
At Rasmus er med i 8.C’s idrætstime denne torsdag er et af resultaterne af et samarbejde som Testrup Mårslet Gymnastikforening (TMG) og Mårslet Skole har haft siden sommerferien. TMG’s foreningsudvikler Pernille Bechsgaard Fast har givet skolen et katalog med 10 forskellige idrætsgrene som man kan dyrke i foreningen og som skolens lærere og pædagogerne i SFO kan booke TMG-trænere fra i to til fire timer.
Sjovere øvelser
De to 8.C elever Sebastian Skytt Storkholm og Kristoffer Hagen Kudahl er glade for dagens oplevelse.
– Det giver noget andet når det er trænere udefra, der kommer i idrætstimen, siger Sebastian.
– Ja, de kan nogle sjovere øvelser end dem vi plejer at lave, supplerer Kristoffer.
Tidligere har 8.C også haft håndbold og fitness med TMG-trænere, og desuden er nogle af eleverne blevet introduceret til dans i foreningsregi.
Sebastian og Kristoffer synes det har været godt at prøve noget andet idræt end de plejer.
– Det har været en øjenåbner. Nu synes jeg håndbold og badminton er sjovere end jeg syntes før, siger Kristoffer.
Begge drenge dyrker i forvejen organiseret idræt i fritiden, så selv om det har været spændende for dem at prøve noget nyt, vil de ikke begynde at gå til noget af det nye.
– Jeg går til svømning i Odder. Det er jeg glad for, og det er svært at få tid til mere, siger Sebastian.
Flere formål
Der er flere formål med projektet TMG i Idrætstimen, forklarer Pernille Bechsgaard Fast. Et af dem er at få flere børn og unge til at gå til idræt i fritiden.
– Det har vi blandt andet set med dans. Vi havde 400 elever igennem dansetræning i løbet af en dag, og bagefter var der seks af dem meldte sig til et dansehold. Det var et hold som ellers var tæt på at lukke på grund af manglende tilslutning, så det var en succes, fortæller hun.
Vil højne lokalsamfundet
Et andet formål er at få mere bevægelse og glæde ind i børnenes skolegang og i deres tid i SFO.
– Og så vil vi gerne højne lokalsamfundet. Hvis vi kan motivere børnene til at være med i aktive fællesskaber, så får vi sundere og mere læringsparate børn, og vi får endnu mere liv i det lokale foreningsliv. De bliver også opmærksomme på at de ikke behøver tage udenbys for at være aktive, siger Pernille.
Giver ny inspiration
Men hvad mener Birgitte Kuipers egentlig om at hun for en stund er sat ud af rollen som klassens idrætslærer, et job som hun er uddannet til at klare bedre end en ikke-læreruddannet træner som Rasmus Carøe?
Det korte svar er at det har hun det fint med. Det er jo også hende selv der gennem Pernille har booket de to badminton-timer med Rasmus.
– Rasmus ved mere om badmintontræning end jeg gør, og jeg får ny inspiration ud af det. Det er 16 år siden jeg blev uddannet, og det er fedt for mig at prøve nogle nye øvelser.
– Det er også godt at TMG og skolen på den her måde kan bruge hinandens ressourcer. TMG har nogle faciliteter og erfaringer som skolen ikke har, forklarer hun.
Succes
Frem til i dag har Pernille fået 40 bookinger på TMG-træning fra skolens lærere og SFO-pædagogerne.
– Det er dobbelt så mange som vi forventede på forhånd, smiler hun.
Succesen har givet hende og TMG’s bestyrelse mod på at prøve at få udvidet projektet til også at omfatte Ungdomsskolen og daginstitutionerne for de mindre børn. TMG vil også gerne lave aktiviteter sammen med andre foreninger i byen og gør det allerede med de blå spejderes Giber Å Gruppe.
Slutter i oktober, men…
Indtil videre løber TMG i Skolen projektet frem til oktober 2022, hvor Pernilles tidsbegrænsede ansættelse som foreningsudvikler stopper. Men sammen med TMG’s ledelse forsøger hun at skaffe midler til en fortsættelse derefter.
Både Pernilles løn og udgifterne til TMG-træningen i skolen er finansieret af idrætsorganisationen DGI Østjylland og af penge som TMG har skaffet fra andre kilder. Der bliver ikke brugt kontingentkroner fra TMG’s medlemmer på projektet.
10 idrætsgrene som eleverne kan prøve
- Badminton
- Floorball
- Basketball
- Tennis
- Håndbold
- Volleyball
- Parkour
- Springgymnastik
- Power Teens (fitness)
- Dans
PerH.