Selv om alle corona-restriktioner nu er ved at blive afskaffet, må brugerne af lokalcenteret Kildevang vente nogle uger mere inden de kan tage caféen, træningslokalet og de forskellige frivillige aktiviteter i brug igen.
Lukket siden 2020
På grund af en større til- og ombygning blev lokalcenterdelen af Kildevang lukket for over halvandet år siden. Siden har håndværkere været i sving, og det var planen at lokalcenteret skulle være åbnet igen i efteråret 2021. Døren er dog stadig lukket for brugere, men den vil formentlig blive åbnet en gang i næste måned, lyder det nu fra Jens Sønderbæk som er leder af lokalcentrene i Aarhus Syd.
– Det bliver sandsynligvis i slutningen af februar at vi kan åbne, siger han.
Tilbygning har drillet
Årsagen til forsinkelsen er tekniske problemer med den nye tilbygning. Først blev det opdaget at Kildevangs system til brandvarsling ikke var dimensioneret til også at klare tilbygningen.
Dernæst viste det sig at der var fejl i de statiske beregninger af hvor stærk tilbygningen er konstrueret.
Der er fundet løsninger på begge dele, men det nødvendige ekstra arbejde er endnu ikke færdigt.
– Når vi åbner igen, bliver det med både caféen, selvtrænerforeningen og alle de frivillige aktiviteter der har været i lokalcenteret, fortæller Jens Sønderbæk.
Skal have nyt navn
I øvrigt skal lokalcenteret have et nyt navn. Fra 1. januar i år har Aarhus Kommune officielt erstattet begrebet Lokalcenter med Folkehus. Det er op til brugerrådet på Kildevang at beslutte hvad stedet præcist skal kaldes efter genåbningen.
Kort om Kildevang
Kildevang er fælles navn for plejehjemmet og lokalcenteret på Langballevej 3A.
Lokalcenteret bruges mest af byens ældre indbyggere, men alle borgere er velkomne.
Lokalcenteret huser blandt andet en sundhedsklinik, og efter genåbningen vil der atter være en række andre aktiviteter:
- Café med servering af dagens ret ved frokosttid.
- Banko, udflugter, fællessang, gudstjenester, foredrag og andre aktiviteter drevet af frivillige.
- Udlån af bus og lokaler.
Kilde: https://lokalcentre.aarhus.dk/vaelg-lokalcenter/8320-maarslet/lokalcenter-kildevang/
PerH.
Dejligt at få ord på, hvorfor vi borgere i Mårslet ikke kan bruge Kildevang. Tak