Tandlægerne udvider

Ansætter endnu en tandlæge og åbner for nye patienter fra 1. april.
14. februar 2022
Tandlæge Nikoline Teglgaard Parbo (det indsatte foto) er blevet ansat hos Tandlægerne i Mårslet. Foto af Nikoline Teglgaard Parbo: Tandlægerne i Mårslet.

Fra 1. april vil der være tre tandlæger, mod nu to, i klinikken på butikstorvet på Hørretvej. Den nyansatte er Nikoline Teglgaard Parbo. Det giver flere mårslettere mulighed for at frekventere den lokale tandlægeklinik.

– Vi har igennem de sidste mange måneder haft alt for travlt og har derfor i en periode været nødt til at lukke for tilgang af nye patienter. Vi udvider i løbet af foråret med endnu et klinikrum og glæder os til at kunne byde endnu flere velkomne i huset, siger klinikkens ejer, tandlæge Mette Lyck.

Tandnørd med bopæl i Mårslet
Nikoline Teglgaard Parbo er uddannet fra Aarhus Tandlægeskole i 2012 og har de sidste 6 år været bosat her i Mårslet, men arbejdet i Viby.
– Jeg er en kæmpe tandnørd. Jeg går op i god funktion og æstetik, siger hun om sig selv.

Med nyansættelsen er Tandlægerne i Mårslet oppe på i alt 10 medarbejdere, oplyser Mette Lyck, nogle af dem dog på deltid. Udover de tre tandlæger er klinikken arbejdsplads for to tandplejere, fire klinikassistenter samt en klinikassistentelev.

Vækst siden flytning fra Tandervej
Ligesom byen Mårslet har klinikken været i stærk vækst siden Mette Lyck selv blev ansat af klinikkens daværende ejer John Grege Andersen i 2004. Kort forinden havde han flyttet klinikken til dens nuværende adresse, efter han 14 år havde drevet tandlægeklinik på Tandervej 3 hvor der i dag er pizzeria.

De første år drev han klinikken på deltid ved siden af undervisning på Tandlægehøjskolen. Udover tandlægen selv bestod hele staben på Tandervej af en enkelt klinikassistent.

Byttede roller i 2008
I 2008 byttede John Grege Andersen og Mette Lyck roller ved at hun købte klinikken af ham, og han fortsatte som ansat tandlæge.

Siden gik gik han på¨pension og anden tandlæge overtog stillingen. I 2010 blev staben udvidet med en tandplejer og for tre år siden med endnu en, og parallelt er også antallet af klinikassistenter vokset.

I årene 1990 – 2004 var der tandlægeklinik på Tandervej 3 hvor der nu er pizzeria. Bygningen blev opført i 1947 som andelsejet frysehus. Her kunne folk i Mårslet og omegn leje et fryserum; det var før det blev almindeligt at have dybfryser i hjemmet. Andels-fryseriet blev nedlagt i 1972, og siden da har der udover tandlægeklink og pizzeria også været kiosk, pølse- og grillbar, frugt- og grønthandel samt bogbindervirksomhed i huset. Kilde: Mårslet Egnsarkiv.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop