OPDATERING 6. NOVEMBER: Bedervej forbliver åben.
Da kommunens vejfolk i begyndelsen af september spærrede for trafik ad Tandervej ud mod Giber Ringvej, lød meldingen at vejen ville blive åbnet igen 27. oktober. Men nu er den dato ændret til 22. december.
For optimistisk
I Facebook-gruppen Giber Ringvej lyder begrundelsen helt enkelt at “arbejdet tager længere tid end først beregnet”.
Projektleder Chris Harlev Thomsen kan over for Mårslet Avis ikke uddybe hvad der mere præcist er årsag til at arbejdet har taget længere tid.
– Man har nok været lidt for optimistisk i første omgang, siger han.
Regn kan forlænge lukning
Selv forlængelsen på to måneder kan vise sig at være for lidt.
– Hvis det bliver ved med at regne, kan tidsfristen skride igen. Men så kan vi måske se på muligheden for en midlertidig åbning, fortæller projektlederen.
Bedervej forbliver åben
Tidligere har Bedervej været spærret under Vilhelmsborgs traditionelle og fire uger lange julearrangement. Men det kommer ikke til at ske i år, oplyser Monica Forrest som er arrangementsansvarlig på ridecenteret.
I år forbliver Bedervej åben i hele perioden, men med midlertidige fartdæmpende chikaner, fortæller hun.
Vilhelmsborgs Christmas Show og Danish Derby holdes i år fra 13. november til 10. december.
Midlertidigt skilt på Giber Ringvej ved Obstrupvej
Projektlederen arbejder på få et midlertidigt skilt op på Giber Ringvej som skal fortælle bilister der kommer fra Tranbjerg-siden at de kan bruge tilslutningen til Obstrupvej til at komme til Mårslet.
Det permanente skilt ved rundkørslen med Obstrupvej-tilslutningen fortæller kun at vejen går til Tranbjerg.
Det midlertidige skilt skal blot stå så længe Tandervej er spærret.
– Man vil gerne have at Tandervej normalt er den primære adgangsvej til Mårslet, lyder projektlederens begrundelse for at der ikke permanent skal vises fra ad Obstrupvej for bilister til Mårslet.
PerH.