Kirkens myndigheder har fået nyt håb om at få lov til at rive præstegården i Mårslet ned.
Den gamle bygning på Obstrupvej er hårdt angrebet af skimmelsvamp, og politikerne i Aarhus Byråd skal på den baggrund have en principiel debat om nytteværdi og økonomi i bevaringsværdige bygninger.
Hvis de står fast på at bevare bygningen, kan kommunen i sidste ende blive tvunget til at overtage den.
Flertal i magistraten – indtil videre
Ifølge Mårslet Menighedsråd er flere personer blevet syge af at bo i huset, og rådet har købt et nyere hus på Nymarks Alle som ny præstebolig.
Derfor står bygningen tom, og kirken vil gerne have lov til at rive den gamle præstegård ned. Men Aarhus Kommune og det lokale kulturmiljøråd sætter sig imod fordi bygningen er erklæret bevaringsværdig.
Nu har et flertal i magistraten – som består af toppolitikere fra byrådet – godkendt en lokalplan der indebærer at bygningen ikke må rives ned.
Men sagen skal undtagelsesvis videre til byrådet fordi der er stor politisk interesse om bevaringsværdige huse.
Socialdemokratisk forbehold
På mødet i magistraten tog Socialdemokratiet forbehold over for lokalplanen.
– Vi kan godt se argumenter for begge dele, men vi tvivler på at det nogensinde bliver godt med den bygning.
– Hvis kirken kunne bruge huset, ville den jo gøre det, siger partiets medlem af magistraten, Jesper Kjeldsen.
Kommunen kan blive tvunget til at købe
Kommunens embedsmænd gør opmærksom på at der er en ubekendt faktor – selv hvis politikerne står fast på at huset skal bevares.
I den situation kan ejeren – det vil sige menighedsrådet – søge om dispensation til at rive huset ned. Hvis kommunen siger nej til det, kan ejeren i visse situationer forlange at kommunen overtager bygningen – og udbetaler erstatning til ejeren.
Det kan blive tilfældet hvis bygningen er en urimeligt stor økonomisk klods om benet.
Rådmanden: Vi skal bevare kulturarv
Teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang (K) forventer at politikerne tager en principiel debat om hvor grænsen skal gå for at bevare bygninger.
– Vi er i gang med at ændre kursen og stille højere krav så vi kan bevare kulturarven. Det betyder at man skal have stærke argumenter for at rive noget ned, og vi er nødt til at stå fast, selv når det er svært.
Menighedsrådet kan få foretræde
Både Nicolaj Bang og Jesper Kjeldsen regner med at sagen skal igennem to behandlinger i byrådet så den i mellemtiden kan blive diskuteret i teknisk udvalg.
Her skal politikerne blandt andet drøfte menighedsrådets og provstiets argumenter om at det kan koste ni mio. kr. at sætte præstegården i stand, og at der selv derefter er en risiko for at skimmelsvampen har overlevet.
– Jeg vil opfordre menighedsrådet til at søge foretræde for teknisk udvalg, så deres argumenter kan blive grundigt belyst, siger Nicolaj Bang.
johs
Her kan du læse nogle af de tidligere artikler om den årelange strid om præstegården:
Kirkens folk protesterer: Den præstegård er ubrugelig (9. januar 2025)
Kommunen står fast: Præstegården må ikke rives ned (10. november 2024)
Ny præstebolig på Nymarks Alle (22. april 2024)