Søndag eftermiddag solgte Ib Foss og et par frivillige hjælpere det sidste grantræ fra spejderhuset, og det var samtidig enden på mange års juletradition i Mårslet.
I mere end 50 år har KFUM-spejderne solgt juletræer fra huset på Obstrupvej. I denne weekend blev det til et par hundrede Nordmannsgraner, men nu er det slut.
Mangel på frivillige
– Vi stopper fordi det kniber med at skaffe frivillige, fortæller Ib Foss der har været gruppeleder i 25 år.
– Mange forældre vil gerne støtte med kontanter, men de har ikke lyst til at bruge 2-3 timer på at hjælpe med arbejdet, siger han.
Unge spejderledere har forladt byen
Mårslet-spejderne er ramt af mangel på både ledere og frivillige hjælpere. Ulveungerne og spejderne har fem ledere tilbage, og det er et par stykker færre end der er brug for.
– Flere af lederne er rejst væk fra Mårslet. Det er en naturlig udvikling at unge forlader byen når de er færdige med gymnasiet, og det er ikke så let at overtale unge fra Aarhus til at blive frivillige ledere herude. De fleste synes Mårslet er for langt væk fra centrum, siger Ib Foss.

– Jeg er spejder fordi jeg godt kan lide at være ude i naturen. Og så fordi vi har et godt fællesskab. For nylig var vi i et escape room, og vi nåede ud til tiden fordi vi var gode til at arbejde sammen. Foto: Johannes Reimer.
johs