Når man har siddet i sorggrupper i 12 år, har man set dybt ind i hvad det gør ved mennesker at miste nogen de holder af.
Susanne Lauritsen har ledet sorg- og livsmodsgrupperne i Mårslet siden 2012 – først sammen med Kaj Lolholm og nu med Lilian Høegh Tyrsted. Gruppe nummer 22 begynder at mødes her i februar.
Kærlighedens bivirkning
Susanne Lauritsen tøver lidt, før hun giver sit signalement af følelsen:
– Sorg er mistet kærlighed. Man har ikke længere en at tage i hånden. Eller… jeg vil nok hellere citere fra vores pjece: Savn og sorg er kærlighedens uundgåelige bivirkninger.
Som at miste en halvdel af sig selv
Det genkender Else Marie Hulemose. Hun mistede sin mand Hartvig for tre et halvt år siden:
– Det var ligesom at miste en halvdel da han døde. Vi havde været sammen siden jeg var 16 år. Jeg følte mig lidt handicappet, og jeg græd – og græd og græd.
– Han havde været syg i tre år, og selv om vi blev klar over hvor det bar hen, var der alligevel et stykke vej til at det rigtig trængte ind. Det var svært at forberede sig på at han skulle dø, siger Else Marie Hulemose.
Hjælper at møde ligesindede
Den 80-årige kvinde fra Mårslet meldte sig til en sorg- og livsmodsgruppe i byen for at tale med nogen der stod med de samme følelser.
Og netop det at møde ligesindede er kernen i gruppernes indsats, fortæller Susanne Lauritsen:
– Ikke et ondt ord om psykologer, men nogle gange er det altså bedst at snakke med andre der står i samme situation.
Sorg kan ikke gradinddeles
Hver gruppe mødes hver anden uge – i alt 8 gange. Det foregår i Sognehuset, og det er en del af folkekirkens landsdækkende grupper, men lederen understreger at møderne ikke har noget kirkeligt over sig. De hverken beder eller synger salmer.
– Sorg kan ikke gradinddeles. Man siger at det værste er at miste et barn, og det er selvfølgelig forfærdeligt. Men sorg kommer indefra, og det er kun det enkelte menneske der ved, hvor hårdt det er for en selv.
– Et par gange har jeg selv været ved at græde fordi vi hørte noget meget sørgeligt. Men normalt tager jeg ikke følelserne med hjem, siger Susanne Lauritsen.
Det hjælper at være i grupper
Hun fortæller også deltagerne at det er helt ok at græde. Ja, det er faktisk nærmest en pligt. Og det hjælper at være med i grupperne. Det viser de tilbagemeldinger hun har fået gennem årene.
Else Marie Hulemose siger hun i gruppen fik vendt de ting hun gik og tumlede med efter sin mands død. Både spørgsmål om skifteret og andre praktiske ting – og så den ensomhed og tristhed der meldte sig.
Holder stadig fødselsdagen
Nu – tre år senere – er savnet det samme.
– Heldigvis har jeg gode børn, og vi mødes for eksempel hvert år på Hartvigs fødselsdag. Vi spiser sammen og går på kirkegården. Også børnebørnene. De synes bedstefar var en fantastisk mand.
– I starten kunne jeg ikke lide at gå op til hans gravsted. Men i dag kan jeg godt lide at komme der. Sorgen er den samme, og jeg tænker på ham hver eneste dag. Nu er det bare mere inde i mig selv det mærkes.
johs
