Som så mange andre danske plejehjem har også det lokale Kildevang på Langballevej været ramt af coronavirussens hærgen gennem det sidste års tid. Et antal beboere har været smittet, og også blandt personalet har der været smitteudbrud.
Dertil kommer følgerne af restriktionerne imod corona; indskrænkninger i antallet af besøgende, lukning af Kildevangs cafe og alle aktiviteter for eksterne brugere af lokalcenterets tilbud til pensionister.
– Beboerne har også skullet vænne sig til at se personalet med ansigtsmasker, visirer og nogle gange med overtræksdragter. Det har været noget af en omvæltning, siger forstander Birgit Wienke.
Præcise tal er fortrolige
Hun vil ikke oplyse hvor mange beboere og medarbejdere der har været ramt af covid-19. Med blot 24 plejehjemsbeboere i en mindre by som Mårslet kan præcise tal nemt føre til identifikation af de ramte, og det vil være i strid med etik og regler, lyder begrundelsen.
Birgit Wienke kan dog oplyse at antallet af dødsfald blandt beboerne på Kildevang ikke har været større end normalt det seneste år.
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Kort om Kildevang
- Plejehjem med 24 beboere samt 1 fleksplads
- Desuden lokalcenter med café og aktivitetstilbud for hjemmeboende pensionister og efterlønnere
- Samarbejder med andre plejehjem i Aarhus Kommune Område Syd
- Se plejehjemmets hjemmeside her
- Se lokalcenterets hjemmeside her
Været rigtig gode til at hjælpe hinanden
Generelt er såvel beboere som medarbejdere kommet mentalt helskindede gennem pandemien, mener Birgit Wienke.
– Det er i høj grad sammenholdet der har hjulpet os igennem. Vi har været rigtig gode til at hjælpe hinanden.
– Vi har skabt vores egen hverdag under nedlukningerne hvor vi fra personalets side har sørget for at være endnu tættere på beboerne end vi plejer at være. Vi har gjort ekstra meget for at skabe hygge, og vi har været meget inde i lejlighederne hos dem som har været isoleret så de ikke var helt alene, fortæller Birgit Wienke.
Stor lokal opbakning
Også opbakningen fra lokalsamfundet har været en stor hjælp.
– Vi har på flere måder set at vi lever i et smørhul her i Mårslet. Masser af mennesker i byen har doneret penge til chokolade og blomster til vores beboere, skolens 4. klasser har lavet hjerter med hilsner til dem, konfirmanderne har sendt påskebreve, både spejderne og kirkekoret har været her og synge, og Group 8320 har sørget for coronasikre koncerter med musikeren Jan Kolling.
Desuden har Aarhus Kommune under coronaen gjort en ekstra indsats for at holde modet oppe på plejehjemmene med musikalsk underholdning og andre aktiviteter under coronasikre forhold, oplyser Birgit Wienke.
Blandt andet har sangeren Richard Ragnvald optrådt, og Kildevangs eget budget har betalt for koncerter med musikeren Christian Foged.
Fra en til fire besøgende
På intet tidspunkt har der været lukket helt af for besøgende, men i perioder har antallet af tilladte gæster per besøg været skåret ned til en enkelt. I begyndelsen af marts blev der åbnet op for op til fire gæster af gangen i beboernes lejligheder. På det tidspunkt var 80 procent af beboerne blevet vaccineret, og der havde været nogle uger uden nogen var blevet testet positive.
Der er fortsat lukket for alle dagtilbud for pensionister og andre som ikke bor på Kildevang. Alle og enhver kan dog købe take away mad i cafeen mod bestilling dagen før.
PerH.