Revyholdet sætter årshjulet i gang til en ny omgang

Efter fire vellykkede aftener med Mårslet Revyen 2021 går revyforeningen 105g Blandet om få måneder i gang med at forberede revyen 2022.
19. oktober 2021
Scene fra Mårslet Revyen 2021. Foto: Margrethe Nielsen

Ud over skuespillere, instruktør, musikere, tekstforfattere, billetkontrollører, sufflører og andet til faget hørende, råder revyforeningen 105g Blandet også over en filmredaktion. Sidstnævnte er i disse dage ved at klippe optagelser fra alle fire aftener med Mårslet Revyen 2021 sammen til en video med alle numrene.

Den skal mangfoldiggøres på en DVD der udleveres til alle medlemmer af foreningen som et minde og souvenir fra årets indsats. Premieren på videoen finder sted ved en intern fest i foreningen i november, fortæller Henning Hansen, formand for 105g Blandet.

Tilfredshed med året
Produktionen af videoen er afslutter arbejdet med årets revy der fire aftener i træk underholdt et veloplagt publikum i Borgerhuset.
– Det gik fint, og vi er godt tilfredse med årets forestillinger, siger Henning Hansen.

Trylleri i Mårslet Revyen 2021. Foto: Margrethe Nielsen.

To af de fire aftener var der udsolgt i Borgerhuset. Ved den sidste forestilling lørdag 9. oktober stod nogle få stole tomme, men ved premieren onsdag den 6. var salen kun omkring halvt fuld.
– Men det har vi også set de tidligere år. Det er meget almindeligt at en af aftenerne ikke sælger særlig godt, fortæller formanden.

Forberedelser i gang i marts
I marts holder 105g Blandet kombineret generalforsamling og opstartsmøde for revyen 2022. Straks derefter går tekstforfatterne i gang med de første forberedelser, og fra en gang i august begynder skuespillere, instruktør og musikere at øve på de nye løjer.

Henning Hansen beretter at 105g Blandet har mandskab nok til det kommende arbejde, men at der altid er plads til flere der vil være med, om det så er på scenen, som tekstforfatter eller i en af de andre funktioner der er på et revyhold.
Interesserede kan kontakte ham på mailadressen henning.hansen@ifeh.org.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop