Rema-butikken gav overskud i 2022

Inflation og faldende realløn fik sidste år flere kunder til at søge over mod discount-butikker. Således også i Mårslet.
8. maj 2023
Den lokale Rema 1000 butik kom ud af 2022 med et overskud før skat på 219,144 kr.

Modsat SuperBrugsen på Hørretvej, der som tidligere omtalt kom ud af sidste regnskabsår med underskud, har købmand Lars Petersen i den lokale Rema 1000 positive tal på bundlinjen.
Et overskud på 219.144 kr. før skat – og 169.614 kr. efter – er hans resultatet af 2022. Det fremgår af det offentligt tilgængelige regnskab på CVR-registeret.

SuperBrugsen har mest handel
Ingen af de to lokale dagligvarebutikker angiver årets omsætning i regnskaberne. Men at dømme ud fra den såkaldte bruttofortjeneste sælger SuperBrugsen en hel del flere varer end konkurrenten på Mårslet Byvej, og til en højere pris; SuperBrugsen har bare større udgifter og derfor dårligere resultat i sidste ende.
Bruttofortjenesten er fortjenesten på de solgte varer, før udgifter til lønninger, husleje med mere.
I SuperBrugsen var sidste års bruttofortjeneste mere end tre gange så stor som Rema 1000’s, nemlig 7,4 millioner kr. mod Rema 1000’s knap 2 millioner.
For SuperBrugsen er salget af benzin og diesel fra OK-tanken dog også regnet med.

Folk handler mere discount
På SuperBrugsens generalforsamling i april forklarede uddeler Troels Laursen at det usædvanligt dårlige resultat blandt andet hang sammen med at inflation og faldende realløn har fået kunderne til at søge over mod discount og til at vælge billigere varer. Han pegede også på at andre Superbrugs-butikker ligeledes fik underskud i 2022.

Godt år for hele Rema-kæden
Den lokale udvikling svarer dermed til den generelle udvikling i dansk dagligvarehandel. Ifølge Jyllands-Posten klarede hele Rema-kæden sig rigtig godt igennem 2022.
“Den høje inflation og stigende renter har skubbet ny fart i salget af billigere vare. Og dermed flyttet salg til discount.”, skriver avisen.
Omvendt havde hele Coop-koncernen, som Super Brugsen i Mårslet et tilknyttet, et rigtig dårligt år, og Coop Danmark kom ud med et underskud før skat på 878 millioner kr.

Ingen kommentarer fra købmand
Mårslet Avis har forsøgt at få en kommentar til 2022-regnskabet for den lokale Rema 1000 butik fra købmand Lars Petersen. Men i en mail svarer han:
“Vi kommenterer ikke på regnskaber på enkelte butikker. Så det har jeg ingen kommentar til.”

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop