Lærerne på Testrup Højskole nøjes ikke med at undervise; flere af dem har det seneste år også haft travlt med at skrive bøger.
Skolens nyhedsbrev fortæller at skrivelæreren Christian Dorph netop har udgivet en digtsamling med den dramatiske titel Jeg slog min far ihjel. Bogen er en personlig beretning om en far som har taget sit eget liv oven på et forløb med Parkinsons sygdom. Et af digtene, Natskygge, er også blevet til en sang som er med i den nye udgave af Højskolesangbogen. Digtsamlingen er udgivet af Gyldendal.
Naturdannelse
I en helt anden genre har to andre af Testrup Højskoles ansatte, Nikolaj Voldum Ahlburg og Line Bech, skrevet en bog om forholdet mellem mennesker og natur. Den bærer titlen Naturdannelse og giver et bud på hvordan vi mennesker kommer tættere på naturen i vores daglige liv. Naturdannelse er udgivet af forlaget Turbine.
PerH.