Der bliver højspænding om et omstridt byggeprojekt i Mårslet. Et flertal af politikerne i Aarhus byråd ser ud til at være skeptiske over for planen om 42 nye boliger i bymidten – ved Eskegården.
Betænkelighederne viste sig da magistraten med de ledende politikere tirsdag behandlede lokalplanen for Eskegården.
Repræsentanter fra fire partier tog forbehold over for planen som blandt andet indebærer at gården rives ned og der skyder boliger op på marken tæt ved Giber Å.
Staten kan kassere projektet
Ifølge planen skal der bygges tættere på åen end den normale åbeskyttelseslinje på 150 meter tillader.
Men Miljøstyrelsen har afvist at ophæve åbeskyttelseslinjen og derfor kan projektet kun lade sig gøre hvis Aarhus Kommune giver dispensation.
Men en sådan dispensation risikerer at blive kasseret i statens Miljø- og fødevareklagenævn, hvis nogen klager til nævnet.
Mindst fire partier er skeptiske
I magistraten har politikere fra Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Alternativet taget forbehold for planen.
Det betyder at de overvejer deres holdning, mens de venter på at sagen kommer op i byrådet.
– Jeg har svært ved at se den plan gå igennem, siger den socialdemokratiske ordfører Jesper Kjeldsen der også er medlem af magistraten.
Han hæfter sig ved både åbeskyttelseslinjen og hensynet til byens grundvand.
Mårslet har et unikt særpræg
– Der er for meget hæl og tå der skal klippes her. Mårslet har et særpræg der er værd at bevare fordi man kan stå ved kirken og se ud på grønne marker. Det er jo unikt, mener byrådspolitikeren.
– Ser du det som et valg mellem byudvikling og naturbeskyttelse?
– Nej, det gør jeg faktisk ikke, for der er andre muligheder for at bygge og udvikle Mårslet.
– Vil Socialdemokratiet stemme nej til planen hvis det kommer til en afstemning i byrådet?
– Det er for tidligt at sige. Jeg har behov for at drøfte det i byrådsgruppen, men jeg har svært ved at se den plan gå igennem, siger Jesper Kjeldsen.
Liberal Alliance er betænkelig
Henrik Arens fra Liberal alliance synes overordnet det er en god lokalplan, og at det er en god ide at få bygget nye boliger i Mårslet, men han har alligevel taget forbehold i magistraten:
– Jeg er betænkelig ved at give dispensation fra åbeskyttelseslinjen, for nogle af boligerne ser ud til at komme tæt på Giber Å. Der er jo en grund til at vi har de forskellige regler om grundvand og beskyttelseslinjer. Nu vil jeg læse alle høringssvarene – og der er mange – inden jeg tager stilling til hvordan jeg stemmer i byrådet, siger Arens.
Rådmand vil ikke udtale sig
Den konservative rådmand, Nicolaj Bang er en af de politikere der i magistraten har været med til at anbefale lokalplanen, men han ikke vil udtale sig om sagen før byrådsmødet. Det finder sted på onsdag, 5. februar.
johs
Tidligere artikler om sagen:
Kampen om Eskegården: Nu er planen her, men den risikerer at blive kasseret af staten (24. januar 2025)
Mårslet står delt i kampen om Eskegården (2. februar 2024)
Flertal vakler i forhold til plan for Eskegården (23. november 2023)