Ny præstebolig på Nymarks Alle

Problemet med skimmel i den gamle præstebolig på Obstrupvej har vist sig værre end først antaget.
22. april 2024

Sognepræst Signe Høg flytter om få måneder ind i en ny tjenestebolig som menighedsrådet ved Mårslet Kirke har købt på Nymarks Allé.
Huset bliver overtaget 1. juni. Derefter skal der indrettes kontor til præsten, og huset skal males indvendigt inden indflytningen, oplyser menighedsrådsformand René Lunderskov.

Skimmelsvamp i gamle bolig
Kirkens køb af en ny tjenestebolig er en direkte følge af at den gamle tjenestebolig på Obstrupvej 4 er hårdt ramt af skimmelsvamp.
Allerede for to år siden var problemet med skimmel så stort at Signe Høg og hendes familie af sundhedsmæssige årsager flyttede derfra.
Familien har siden boet i lejet bolig, og huset på Obstrupvej står ubeboet.

Må ikke rives ned
På grund skimmelsvampen vil menighedsrådet gerne have den gamle præstebolig revet ned.
Men huset, som er bygget i 1915, er klassificeret som bevaringsværdigt, og kommunen har givet et såkaldt paragraf 14 forbud mod nedrivning.
Dermed har kommunen givet sig selv en frist frem til slutningen af november i år til at lave en bevarende lokalplan. Hvis kommunen ikke laver sådan en plan, hører forbuddet op og huset må rives ned.
Teknologisk Institut har i to omgange undersøgt det 119 år gamle hus. Senest var konklusionen at skimmelangrebet var endnu værre end først antaget, fortæller René Lunderskov.

Uvis fremtid
Det er fortsat uvist hvad der skal ske med den tidligere præstebolig. Fællesrådets forretningsudvalg er kommet med en ide om at bruge det til de aktiviteter som i dag foregår i Borgerhuset på Banevej, men det forslag ser ikke ud til at blive til noget.
Ifølge René Lunderskov har menighedsrådet afsat penge til at sikre at den gamle præstebolig ikke forfalder yderligere.

Tidligere artikler om sagen
Forslag: Flyt Borgerhuset over i den gamle præstebolig (31. januar 2024)
Kommunen siger nej til nedrivning af den gamle præstebolig (29. november 2023)
Menighedsråd vil rive den gamle præstegård ned (9. oktober 2023)

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop