Ny dagligvare-butik kan være på vej i Mårslet

Udviklingsselskab beder Aarhus Kommune om at bane vejen for byens tredie dagligvare-butik.
13. september 2023
På dette stykke jord mellem Giber Ringvej og Damgårdstoften - ejet af gårdejer Jørgen Mikkelsen - er en dagligvarekæde interesseret i at åbne ny butik. Foto: Johannes Reimer.

En grundejer søger nu om lov til at stille jord til rådighed for en dagligvare-butik ved Tandervej i Mårslet, lige op ad Giber Ringvej. Hvis kommunen tillader det, kan det blive byens tredje supermarked – udover Superbrugsen og Rema1000.
Udviklingsfirmaet Innovater mener der er behov for en butik i området – dels for at dække det sydlige opland, og dels for at understøtte væksten i Mårslet.

Kortere vej til indkøb i Mårslet Syd
I tiårs-perioden frem til 2031 forventes en befolkningstilvækst på 15 %, fremgår det af et høringssvar fra Innovater til Aarhus Kommunes planstrategi.
– En ny dagligvarebutik vil betyde, at borgerne i den sydlige del af Mårslet vil få kortere afstand til nærmeste dagligvarebutik og dermed få deres lokale indkøbsforhold forbedret, skriver firmaet i sin henvendelse.

Tandervej som naturligt indkøbssted
Innovater argumenterer også med at Giber Ringvej har gjort Tandervej til en af de primære indfaldsveje til byen, og dermed er Tandervej blevet et naturligt indkøbssted for borgere på vej hjem fra arbejde.
Hvis byggeriet skal gennemføres, kræver det en ændring af kommuneplanen, og derfor har firmaet sendt sin kommentar til høringen om planstrategien.
Ejeren af grunden på Tandervej 52 er gårdejer Jørgen Mikkelsen, men ham er det ikke lykkedes Mårslet Avis at få kontakt med.

Salling Group siger ingenting
Fra Innovater vil udviklingschef Andreas Bagunck ikke oplyse, hvilken dagligvare-kæde der er tale om. Firmaet skulle have haft foretræde for Mårslet Fællesråds forretningsudvalg i sidste uge for at gøre rede for planerne, men udeblev fra mødet. Det skyldes en forglemmelse, siger udviklingschefen.

Der er forlydender om at Salling Group med bl.a. Netto-butikkerne står bag henvendelsen, men koncernens kommunikationsafdeling vil hverken be- eller afkræfte forlydendet.

Johs.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop