Ny ballade om kirkens parkeringspladser: Forældre truer med at forlade folkekirken

Mårslet menighedsråd afviser forældre der vil bruge parkeringspladsen ved sognehuset i myldretiden om morgenen.
13. september 2024
Pernille Munk Hulgaard kører børnene Karen og Aksel i skole, fordi familien bor 3 km uden for byen. Foto: Johannes Reimer

En flere år gammel strid om parkering ved sognehuset på Obstrupvej i Mårslet er blusset op.
Der hersker trafikalt kaos om morgenen foran skolen fordi der er alt for få parkeringspladser. Ganske vist ejer kirken en stor parkeringsplads som ligger lige over for skolen og står tom om morgenen, men menighedsrådet afviser at give forældre lov til at bruge den. Til gengæld truer flere forældre med at melde sig ud af folkekirken.

Uofficiel vagt afviser bilister
I denne uge har en mand stået ved indkørslen til sognehusets parkering og afvist biler der var på vej ind på pladsen. Ifølge forældre er det en uofficiel parkeringsvagt der med sin tilstedeværelse har skabt farlige situationer med pludselige opbremsninger.
– Jeg synes det er konflikt-optrappende, siger Pernille Munk Hulgaard. Hun er en af de forældre, der sidder i bilkøen om morgenen for at aflevere børn i skolen, og hun har nu startet en indsamling af underskrifter for at presse Mårslets menighedsråd til at åbne pladsen.

Videoptagelse af bilkøerne en tilfældig morgen på Obstrupvej – med sognehusets parkeringsplads i baggrunden (video: Pernille Munk Hulgaard)

Kaos i tyve minutter
De kaotiske tilstande hersker i tyve minutter fordi mange børn bliver kørt i bil til skole.
Især på Obstrupvej holder bilerne stille i lange rækker på vejen når de tre pladser i ”kys og kør”-området er optaget.
Kirkens parkeringsplads foran præstegården og sognehuset må forældrene ikke bruge fordi det er for usikkert, siger menighedsrådet. Medlemmerne af rådet sagde nej allerede i 2019 og har på sit møde i august gentaget beslutningen.

Bekymret for børns sikkerhed
Mange forældre er vrede over den afvisning:
– Jeg er simpelt hen så bekymret for børnenes sikkerhed når jeg ser trafikken. Skolen kan jo ikke løse problemet, men det kunne menighedsrådet. Der er ingen kirkelige aktiviteter om morgenen, og deres parkeringsplads står næsten tom, siger Pernille Munk Hulgaard.
– Når de oven i købet sætter en vagt på som går ud og spærrer for biler der vil køre ind på pladsen, bliver det helt skævt, mener hun.

En forælder har meldt sig ud
I forbindelse med indsamlingen af underskrifter skriver Pernille Munk Hulgaard, at ”Som en konsekvens får det os til at overveje, om Mårslet Kirke fortsat afspejler vores værdier og er det rigtige valg for os fremover”.
– Det skal forstås på den måde at flere forældre har fortalt mig, at de overvejer at melde sig ud af folkekirken. En har allerede gjort det, siger hun.

Enigt menighedsråd siger nej
Det er et enigt menighedsråd som flere gange har sagt nej til at åbne pladsen for skoleparkering.
– Sikkerheden er vores ansvar. Nogle af kirkens medarbejdere har oplevet det som usikkert når biler kørte ind om morgenen, og en medarbejder er blevet overfuset af en bilist. Desuden er indkørslen så smal med dårlig oversigt og belægning at den ikke egner sig til ind- og udkørsel, siger rådets formand, René Tindbæk Lunderskov.

Kommunen har afvist at hjælpe
Han fortæller at Aarhus Kommune for fem år siden afviste at hjælpe Mårslet kirke med at forbedre indkørslen og parkeringspladsen. I stedet anbefalede kommunen at sætte et skilt op for at forbyde uvedkommende parkering. Den anbefaling har menighedsrådet fulgt.
Ifølge formanden har rådet ikke sendt nogen parkeringsvagt ud for at spærre bilernes adgang. Det er menighedsrådets kasserer, Torben Pedersen, som har stået på pladsen nogle morgener for at fortælle forældrene hvorfor de ikke må køre ind på pladsen.

Menighedsrådet vil ikke tage ansvaret
– Jeg mener at forældrene prøver at påføre os et problem som ikke er vores, men ligger hos skolen og kommunen. Vi vil ikke have det ansvar, siger René Tindbæk Lunderskov.
– Hvad synes du om risikoen for, at nogle melder sig ud af folkekirken på grund af jeres beslutning?
– Det håber jeg ikke, og hvis en lukket parkeringsplads er dråben der får nogle til at melde sig ud, er det da uheldigt. Men det har jo konsekvenser når man beslutter noget, og risikoen skal ikke forhindre os i at træffe en beslutning som vi mener er den rigtige.

Flere muligheder for at vise uenighed
– Menighedsrådet er ikke nogen lukket klub. Vi har ikke bare sagt nej, men argumenteret for det hver gang vi har drøftet sagen. Og hvis man er uenig, kan man markere det på flere måder – f.eks. ved at samle underskrifter, som nogle forældre gør nu, eller stille op til menighedsrådsvalget. Der er valgforsamling på tirsdag (17.september), siger formanden.

johs.

6 kommentarer

  1. Et enkelt forståelses spørgsmål.
    Er et sognehus ikke offentlig
    Bliver det ikke drevet via kirkeskatten?
    I så fald er parkeringenspladsen vel også som udgangspunkt offentlig

    • Hej Gerda Hyldborg
      Nej, sådan hænger tingene ikke sammen, juridisk set. Ejeren af et areal kan fastsætte regler for parkering – også når ejeren er en offentlig myndighed.

  2. Kør ind på kirkens parkeringsplads overfor Brugsen, læs børnene af og så kan de gå resten af vejen.

  3. Jeg forstår ikke menighedsrådet står så stejlt på deres beslutning. Præsten bor ikke i præsteboligen og jeg tænker heller ikke, der er arrangementer i sognehuset i de 20 min. det drejer sig om, så hvorfor ikke selv lade forældre afgøre om indkørslen er farlig eller ej.
    Løsningen med afsætning af børn på kirkebakken, som foreslået i en kommentar, er heller ikke dum.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop