Nu får mårsletterne adgang til at fortælle Aarhus kommune hvad de mener om planen om 42 nye boliger og en ny vej i området ved Eskegården midt i byen.
Et forslag til lokalplan for området er lagt ud i offentlig høring, og samtidig inviterer kommunen til orienterende borgermøde om planen.
34 rækkehuse og 8 dobbelthuse
Forslaget indebærer et farvel til Eskegården samt det meste af marken bag gården. Også det grønne område bag tennisbanerne forsvinder delvist.
I stedet kommer der 34 rækkehuse og 8 dobbelthuse, en ny vej op til Bedervej, to nye stier samt en ny træbro over Giber Å.
Politisk flertal er bekymret
Hvis lokalplanen bliver vedtaget, kommer vejen og den nye bebyggelse tættere på Mårslet Vandværks boringer end selskabet Aarhus Vand anser for acceptabelt. Projektet kræver også dispensation fra den normale åbeskyttelseslinje på 150 meter.
Bekymret flertal
Et flertal i byrådet er bekymret over begge forhold. De skal grundigt undersøges før der træffes en endelig beslutning om lokalplanen, mener Socialdemokraterne, SF og de radikale.
Den offentlige høring om forslaget er begyndt 30.november, og borgernes kommentarer kan sendes til Aarhus kommune indtil 1. februar.
Krav om tilmelding til borgermøde
Desuden indbyder kommunen til borgermøde om sagen torsdag 14. december på Mårslet Skole. Det bliver et såkaldt orienterende borgermøde hvor embedsmænd præsenterer forslaget, og borgerne kan stille spørgsmål.
Mødet foregår i skolens D-hus 14.december kl. 17-18.30. Men kommunen kræver at man melder sig til mødet senest dagen før kl. 12.
Links
Aarhus Kommunes orientering om muligheden for at sende høringssvar
Hele lokalplanforslaget
Information om borgermødet og tilmelding til samme
Tidligere artikler i Mårslet Avis om lokalplanforslaget:
Flertal vakler i forhold til plan for Eskegården (23. november 2023)
Omstridt plan for 42 nye boliger ved Eskegården er på vej til byrådet (13. november 2023)
johs