Nu er det slut: Tusinder af varer fra XL-Byg på auktion

Boremaskiner, brædder, arbejdstøj og andre varer fra det konkursramte byggemarked i Malling bliver solgt på online-auktioner.
12. februar 2024
Varer for et tocifret millionbeløb bliver solgt på online-auktioner i de kommende uger. Foto: Campen Auktioner A/S

Efter mere end 100 år med købmandshandel og byggemarked er det slut i Malling: I de næste par uger bliver tusinder af varer fra det konkursramte XL-Byg solgt på auktion.
Firmaet Campen Auktioner oplyser i en pressemeddelelse at byggematerialer, værktøj og andre varer bliver udbudt på online-auktioner i løbet af den næste måneds tid.
Det er ubrugte varer til en samlet værdi på et tocifret millionbeløb.

10-12 auktioner
Auktionerne bliver opdelt i kategorier så hver auktion rummer specialsorterede varer inden for f.eks. VVS, murer, maling, skruer og bolte, værktøj og grill. I alt bliver der afholdt 10-12 online-auktioner, oplyser vicedirektør Bjørn Søby Jakobsen.
Det er en epoke i det lokale erhvervsliv der nu er slut. De første tilløb blev gjort i slutningen af 1800-tallet af Niels Jensen der var købmand og tømmerhandler i Saksild.

Dampmølle, savværk og landbrugsskole
Ifølge Beder-Mallings egnsarkiv flyttede Niels Jensen virksomheden til Malling da jernbanen Aarhus-Odder blev åbnet i 1884, og her var han med til at etablere både dampmølle, savværk og landbrugsskole.
I 1891 blev købmandsbutikken solgt til købmandens tidligere elev Jens Torstensen, og da Jensen døde i 1898, overtog Torstensen hele virksomheden, som også omfattede salg af korn og foderstoffer, brændsel og trælast.
Sønnen Ove overtog forretningen da Jens Torstensen døde i 1929, og han drev forretningen i mange år på Stationspladsen i Malling.
I 1972 overtog en ny ejer aktiemajoriteten, og i 2000 flyttede virksomheden ud på den nuværende beliggenhed på Holmskovtoften i Malling.

Underskud i hårdt presset marked
I de senere år har virksomheden været ejet af Søren Møller der også ejer XL-Byg på Samsø. Han oplyste i sidste måned i en pressemeddelelse at han ikke kunne få økonomien til at hænge sammen fordi markedet for byggematerialer har været hårdt i de sidste par år.
Søren Møller ville ikke kommentere sagen yderligere, og advokat Claus Nielsen, der er kurator på konkursboet, er ikke vendt tilbage på Mårslet Avis’ henvendelser.
johs

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop