Det var en hård start. En gruppe frivillige måtte knokle i årevis for at skaffe millionerne, og de første leveår har budt på byggefejl og alvorlige skader.
Men Mårslets multihal står der, og teknikken er måske ikke det vigtigste. Det betyder mere hvad der sker inde i bygningen. Gør den en forskel for byen?
Lokaler bliver flittigt brugt
Man kan måle værdi på flere måder.
Den ene er ved at se på brede smil og høje jubelråb fra en flok seniorer der stormer rundt efter en lille hvid plasticbold på en floorball-bane. Eller ved at se stjernerne i øjnene på de mødre og fædre der kigger på deres babyer til barsel/iform-gymnastik.
Den anden måde er ved at studere den nye årsrapport fra fonden Mårslet Multihal, som ejer og driver hele bygningen. Det fremgår af rapporten at det går fint med at få byen til at bruge hallen – der er en forholdsvis stor belægning, og der har været vækst i udlejningen i dagtimerne.
Samlingssted også til andet end idræt
– Med multihallen har Mårslet fået plads til mere idræt, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er derimod at byen har fået et samlingssted til både idræt, kulturelle aktiviteter og private fester, og det savnede vi tidligere, siger fondens formand, Kristjan Friis Overgaard.
Har først nu set de gode tilbud
Det bekræfter Pia Grann lige før hun hopper over barrieren for at spille floorball:
– Vi har boet 25 år i Mårslet, men først nu har jeg set der er gode tilbud til seniorer som mig der ikke har lyst til håndbold og fodbold. Jeg læste om mandags-idrætten, og – nå ja, så fik jeg også nogle grimme blodprøve-tal som sagde at jeg skulle i gang med noget aktivt.
– Nu har jeg spillet floorball i et par måneder, og det er skideskægt. Vi siger tit at nu må vi ikke gøre det for hårdt i dag, for vi har lige været i haven eller noget – og så går der fem minutter, så er der alligevel fuldt drøn på.
Tilbud skal være i lokalområdet
For Pia Grann er det vigtigt, at tilbuddet ligger tæt på hjemmet, for hun og manden ville ikke bruge tid i bussen på at komme til Aarhus for at bevæge sig.
Det gælder også Nichole Ulvedal der er til gymnastik. Lillie på syv måneder ligger på maven ved siden af, og hun kigger med store øjne på sin mor. Ind imellem kopierer hun mor med armstrækninger og hovedløft.
I form efter fødslen
– Jeg kommer her for at komme i form efter fødslen, men også for at møde folk i samme situation. Mårslet er en lille by, og mange af de småbørnsforældre jeg møder her, kommer vi til at møde igen mange år frem i tiden. Det er godt at have et netværk, og der er nemmere når det hele ligger tæt på, siger Nichole Ulvedal.
Foreningsudvikleren har hjulpet med nye aktiviteter
Mange af aktiviteterne skyldes at multihallen er kommet, men Pernille Bechsgaard Fast har nu også haft mere end en finger med i spillet.
Hun har i næsten fire år været ansat som forenings-udvikler i TMG og har inspireret folk i alle aldre til at få gang i nye og alternative måder at bevæge sig på.
En tilfældig tirsdag i maj viser aktivitetstavlen at der er bordtennis og floorball, håndbold, basket, gymnastik og yoga. Plus bankospil. Plus idræt og leg med skolen og SFO.
Nye former for fællesskab
– Multihallen har gjort en stor forskel, synes jeg. Tidligere var der alt for få haltimer til rådighed, og der var rygende uenighed om fordelingen af timer.
– Nu har vi kunnet skabe nye former for fællesskab fordi rammerne er til stede. Multihallen er et moderne forsamlingshus.
– Og så har kommunen fået øjnene op for at skoler og foreninger kan noget sammen. TMG kan tilbyde børnene aktiviteter som skolen ikke selv kan give dem, siger Pernille Bechsgaard Fast.
Gentagne vandskader har skabt underskud
Den dårlige nyhed er at multihallen kom ud af sidste år med et underskud på 143.564 kr.
Det fremgår af årsrapporten fra fonden Mårslet Multihal. Og formand Kristjan Friis Overgaard må se i øjnene at situationen kan blive den samme i år.
Den gode nyhed er at økonomien er sund. Udlejningen af lokaler går fint, og likviditeten ser fornuftig ud.
Paradokset skyldes, at hallen har haft store vandskader tre gange, og først nu er de seneste skader repareret.
Fejl i konstruktionen
– De første to gange fik vi udgifterne dækket af forsikringen, men denne gang afviste selskabet at dække. Skaden koster et par hundrede tusinde at udbedre. Det er uafklaret hvor meget det vil belaste os, men det vil påvirke dette års regnskab, siger Kristjan Friis.
– Der har været fejl i konstruktionen, men byggefirmaet er gået konkurs, så der er ikke noget at hente der. Jeg håber det var sidste gang vi har oplevet vandskade, men garantere det kan jeg ikke for hallen er bygget under terræn, og der er jo problemer med opstigende vand mange steder i Mårslet.
Cafeen er stadig i mølpose
Selv om multihallen er nået langt i retning af at skabe et samlingssted for byen, havde formand Kristjan Friis håbet på endnu mere.
– Huset er endnu ikke helt blevet det vi havde ventet – nemlig et sted hvor man går ned og spiser eller bare hænger ud, siger formanden.
Forklaringen er at drømmen om en fritidscafe aldrig er blevet til noget – og heller ikke bliver det foreløbig.
Kan ikke løbe rundt
– Vi har talt med flere personer om at åbne en café, men de siger alle at det ikke kan løbe rundt. Der var også tanker om et køkken, og det endte med at blive en ombygning af skolekøkkenet som ligger lidt afsides i forhold til hallen.
Frivillige klarer driften
De eneste professionelle og lønnede medarbejdere ved multihallen er dem som står for rengøring og vinduespudsning.
Der er ingen halinspektør, og det betyder at driften skal klares af frivillige. F.eks. går en frivilligt vagt hver aften rundt og tjekker at alle døre er låste.
– Alle de opgaver gør at vi har rigeligt at gøre med driften, og vi kan ikke få skaffe flere frivillige til at drive en café. Derfor satser vi nu på at åbne for salg en gang imellem ved særlige arrangementer, f.eks. sportsstævner, siger Kristjan Friis.
Johs.