Seks år efter Multihallen blev bygget, er der fortsat problemer med vand som trænger ind og skader gulvet i hallens nordvestlige hjørne i perioder med megen regn.
De gentagne udbedringer af vandskader tærer så hårdt på hallens økonomi at den i 2023 endte med et underskud på 142.446 kr. Det viser det nyligt offentliggjorte årsregnskab fra fonden bag hallen. Også i 2022 var der underskud i samme størrelsesorden.
350.000 kr. brugt på reparationer
– Gennem årene har vi selv måttet ud med mere end 350.000 kr. for at udbedre vandskaderne, fortæller Kristjan Friis som er formand for Fonden Mårslet Multihal.
Derudover har byggegarantien bidraget med 90.000 kr. for reparationerne.
Også i år kan det blive nødvendigt at ofre penge på kampen mod det indtrængende vand.
– Vi har stadig udfordringer med vand op ad kældervæggene når det regner meget. Det så vi desværre så sent som i mandags hvor det regnede det meste af dagen, siger Kristjan Friis.
Byggefirma konkurs
Ifølge formanden skyldes de gentagende skader en konstruktionsfejl under byggeriet af hallen i 2017-18.
Ansvaret for fejlen ligger hos det firma som stod for byggeriet, men det er gået konkurs; så der er ingen penge at hente der.
– Og vores forsikringsselskab vil ikke betale fordi der er tale om en fejl i konstruktionen som har været der lige fra begyndelsen, forklarer han.
Underskuddet dækkes ved at tære på fondens egenkapital som dermed kommer ned på 206.000 kr.
Højere leje
For at rette op på økonomien har fonden hævet den leje som TMG og andre brugere betaler for brug af hallen. 10 procent, udover inflationen, steg lejen med fra nytår.
– Desuden er vi i dialog med TMG om yderligere støtte til hallen, og vi ser på om vi kan spare på rengøringen. Den koster os 20.000 kr. om måneden, og det kan vi måske få ned, fortæller Kristian Friis.
Meget liv i hallen
Og så til det positive.
Der er stor aktivitet i Multihallen, og trods de gentagende vandskader bruger mårsletterne den nye hal mere og mere.
I årsrapporten hedder det at der i 2023 var en mindre stigning i udlejningen, både til private og foreninger.
“Dette er med til at bidrage til at hallen ikke bare er et sted man dyrker idræt – men hele byens mødested for både kultur og fest”, skriver fondens bestyrelse i årsrapporten.
I en reportage fra maj sidste år fortalte Mårslet Avis om det store liv i hallen. Den kan du læse eller genlæse her: Multihallen er det moderne forsamlingshus.
PerH.