En 25 årig ung mand har fået beslaglagt den motorcykel han kørte på da han kom drønende hen ad Giber Ringvej med en hastighed som politiet målte til 172 km i timen. Det fortæller Østjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.
Da farten var mere end 100 procent over de tilladte 80 km i timen på strækningen, falder forseelsen ind under bestemmelserne om vanvidskørsel.
Udover beslaglæggelsen af køretøjet er straffen også en høj bøde og frakendelse af kørekortet. Det sidste er dog ikke særlig aktuelt her, da den 25-årige i forvejen er frakendt retten til at køre bil eller motorcykel.
Civile patruljebiler
Den unge mand blev stoppet af en af de civile patruljevogne som politiet den seneste tid har kørt med på Giber Ringvej efter flere borgere har anmeldt meget hurtige motorcykler på vejen.
De civile politipatruljer har desuden stoppet to andre trafikanter på Giber Ringvej som kørte stå stærkt at de har fået klip i kørekortet. Det vil sige at de har kørt mindst 30 procent hurtigere end tilladt.
Døgnrapporten oplyser ikke om de to var bilister eller motorcyklister.
PerH,