Selv om trafikpropperne er blevet mindre, er der stadig rækker af biler mellem et mylder af fodgængere og cyklister om morgenen ved Mårslet Skole.
Og det kan blive værre de kommende måneder. Avisen har talt med flere forældre og skolefolk som forventer at der bliver lange køer om et par uger når efteråret for alvor sætter ind med regn og buldermørke morgener.
Et mylder på Testrupvej
På Testrupvej kan man nogle dage tilmed se ulovlige parkeringer på fortovet når P-pladsen ved hallen er fyldt op.
Skolen appellerer jævnligt til forældre om at lade være med at køre børnene i skole i bil, men en del gør det alligevel.
På to almindelige hverdagsmorgener har Mårslet Avis optalt over 110 biler – mere præcist 117 – som mellem kl. 7.30 og 8.00 holdt ved byens skole for at sætte børn af. Se detaljerne i den lysegule boks under interviewene.
Vidt forskellige årsager
Men hvorfor vælger nogle forældre at køre deres børn til skole, samtidig med andre synes der er for mange biler omkring skolen mens børn render rundt på fortove og veje inden klokken ringer ind?
For at få svar på det spørgsmål har vi talt med seks tilfældige forældre, lige efter de havde sat børn af på skolens P-plads på Testrupvej.
Deres svar var vidt forskellige. Læs dem herunder.
Det skal siges at ingen af dem vi talte med, parkerede ulovligt.
Børnene skal forskellige steder hen
Jesper Nicolaisen, bor på Nymarks Alle:
– Jeg kører mine børn fordi de skal to forskellige steder hen og for at få det hele til at passe sammen. Den ene går her på Mårslet Skole, og den anden skal i vuggestue i Tranbjerg.
– Bagefter skal jeg selv videre på arbejde, og ved at tage børnene med får jeg det hele til at gå op i en højere enhed.
Cykler de fleste dage
Maria Cramer, Hørretløkken:
– De fleste dage cykler mine børn i skole, men måske én dag om ugen tager jeg dem med og sætter dem af på vej mod mit arbejde i Solbjerg.
– Det hænger også sammen med at en af dem skal hentes af sine bedsteforældre, og så dur det ikke at have cyklen stående ved skolen.
– Jeg har set at nogle har foreslået en hjertezone hvor man spærrer Obstrupvej og Testrupvej om morgenen. Men så vil man bare flytte problemet et andet sted hen, tænker jeg. Hvis folk så begynder at sætte børn af ved Præstegårdsvej, skal der så stå skolepatruljer der?
Har mistet cykelnøgle
Karina Graabæk, Hørretløkken:
– Mine børn cykler næsten altid i skole; normalt kan de kun overtale mig til at køre hvis det er for koldt og det regner meget.
– Men netop i dag har den mindste mistet sin cykelnøgle, derfor har jeg kørt dem i dag. Men det er en undtagelse.
Kører normalt med bus
Katrine Bunk, Hørret:
– Jeg kører næsten aldrig børnene i skole. I stedet tager de med skolebussen som kører fra Hørret kl. 7.22, men netop i dag passede det dårligt.
– Jeg har to børn, og den mindste er for lille til at cykle selv. Derfor tager de normalt med skolebussen.
Den ugentlige fridag
Pernille Hvid, Nymarks Allé:
– Jeg er skilt og har mine to børn hver anden uge, og i den uge går de hen til skolen fire ud af fem dage.
– Men onsdag er min ugentlige fridag, og så prioriterer vi at hygge os og have god tid om morgenen, og så kører jeg dem så de kan komme lidt senere af sted.
For langt at cykle
Mette Nygaard Nielsen, Ravnholt:
– Vi bor i Ravnholt, og der er ingen skolebus. Den lille, som går i 0., kan ikke cykle de mere end tre km der er til skolen, især ikke fordi der ikke er nogen cykelsti fra Ravnholt til Testrup.
– Den store, som går i 3., cykler nogle gange, men den lille er jeg nødt til at køre.
117 biler kørte børn til skole
På to almindelige hverdage fra kl. 7.30 til 8.00 har Mårslet Avis optalt hvor mange biler der kørte børn til skolen.
I alt talte vi 117 biler som et, to eller flere skolebørn steg ud af.
Sådan gjorde vi
Af praktiske årsager foregik optællingen på Testrupvej og Obstrupvej to forskellige dage.
Torsdag 26. september talte vi 65 biler med skolebørn som kørte ind på parkeringspladsen på Testrupvej.
Derudover var der i samme tidsrum også trafik på P-pladsen af biler med børn til skovbørnehaven og medarbejdere som skulle på arbejde på skolen. De blev ikke talt med.
Mandag 30. september talte vi 52 biler som satte skolebørn af på Obstrupvej, nogle af dem ved den lille holdeplads ved det gamle spejderhus, andre på Sognehusets P-plads eller på skolens Kys-og-kør plads.
Biler som kørte ind på skolens personale-parkeringsplads blev ikke talt med.
Begge dage var vejret tørt, men lidt køligt. På dage med regnvejr er der formentlig flere børn som kommer i skole på fire hjul.
Læs også:
Menighedsrådet bøjer sig: Forældre må køre ind på omstridt P-plads (19. september 2024)
Forældres utryghed skaber endnu mere trafikkaos ved skolen (13. september 2024)
PerH.