Mårslet Kirkegård i tæt kapløb om hæderspris

Blev nummer to i konkurrence om at være grønt åndehul for de levende.
12. juni 2023

Når biskop Henrik Wigh-Poulsen fredag 16. juni uddeler hædersprisen Årets Bernhard, kan han fortælle at Mårslet Kirkegård kom ind på en flot andenplads i afstemningen om prisen. Den skulle i år uddeles til den kirkegård i Aarhus Kommune som giver de bedste grønne rammer for besøgende; uden at forstyrre gravfreden og de sørgende.

Blot fem stemme skilte
Kun fem stemmer adskilte Mårslet Kirkegård, der fik 860 stemmer, fra vinderen Nordre Kirkegård med dens 865 stemmer.
Stemmerne kom fra alle de borgere som havde lyst til at deltage i afstemningen efter en jury havde udpeget tre finalister. Den tredje var Gl. Harlev Kirkegård som fik 689 stemmer.

– En gyser
Konkurrencen om Årets Bernhard arrangeres af Foreningen for Bykultur i Aarhus og har et nyt tema fra år til år.
Afstemningsresultatet er suverænt det tætteste, siden Årets Bernhardt blev uddelt første gang i 2017, skriver Århus Stiftstidende. Avisen citerer også foreningens formand Susanne Aagaard for denne kommentar:
– Sikke en gyser. Så tæt et opløb har vi aldrig set før. Hvor spændende, siger Susanne Aagaard fra Foreningen for Bykultur i Århus, der står bag prisen.

Kommentar:
Konkurrence om flest venner

Stort tillykke til Mårslet Kirkegård og til de dygtige medarbejdere som sørger for at vores lokale kirkegård ikke kun er et smukt sidste hvilested for de afdøde men også et fint levested for de levende, hvad enten vi taler om fugle, insekter og planter eller mennesker.

Den flotte andenplads i konkurrencen om Årets Bernhard er fuldt fortjent, og det havde en førsteplads måske også været.
Jeg kan kun skrive måske, for jeg har ikke studeret Nordre Kirkegård nærmere, og jeg kan derfor ikke vurdere om den vitterlig lever bedre op til konkurrencens kriterier end Mårslet Kirkegård gør.
Gl. Harlev Kirkegård har jeg aldrig været inde på, så jeg er fuldstændig inkompetent til at sige om kirkegården derude egentlig burde have været konkurrencens vinder.

Facebook-venner
Uden at kunne føre statistisk belæg for det, er jeg overbevist om at jeg deler denne inkompetence med så godt som alle de 2.414 mennesker der stemte i konkurrencen.
Ved alle den slags afstemninger om byens eller kommunens bedste af den ene eller den anden slags er konkurrenterne meget aktive i at skaffe sig selv stemmer, især via sociale medier.
Også i Mårslet har der i den lokale Facebook-gruppe været opslag med opfordring til at stemme lokalt.
Tilsvarende opslag har der ganske givet også været i området omkring Nordre Kirkegård og i Harlev.

Lokal mobilisering
Med andre ord fortæller konkurrencens resultat mere om hvor gode de tre finalister er til at mobilisere lokale stemmer på sociale medier, eller hvor mange der bor de forskellige steder, end det viser hvem der egentlig er bedst til det som konkurrencen drejer sig om.

Det ændrer selvfølgelig ikke ved at medarbejdere og ledelse ved Mårslet Kirkegård fortjener kæmpe anerkendelse for at skabe et fint levested for de levende i rammer med dyb respekt for de afdøde. Og det uanset hvordan man ender i en konkurrence der dybest set handler om hvem der har flest venner.

Per Henrik Hansen, redaktør.


Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop