Kommunen: Efter lille ændring er støjmur nu OK

Selv om Aarhus Kommune vil fremme cykeltrafik, siger kommunen god for støjmur som tvinger cyklisterne ned i fart ved ny udstykning.

Efter støjmurens yderste fag er blevet drejet 45 grader har cyklisterne fået den oversigt som reglerne foreskriver.

I ugen efter påske blev det yderste fag i den omstridte støjmur ved Hørretvej drejet cirka 45 grader. Efter den lille ændring lever støjmuren nu op til de gældende regler for hvor godt udsyn der skal være for cyklister der kommer kørende langs støjmuren.
At cyklisterne så ikke længere som førhen kan give den fuld gas på strækningen, men er nødt til at bremse ned til meget lav fart for at kunne overholde deres vigepligt hvor støjmuren ender, det er bare ærgerligt for dem. Reglerne for vejanlæg og cykelstier bliver fulgt.

Udsyn 2,5 meter fra kryds
Som omtalt her i avisen 7. april, så var støjmuren i første omgang bygget sådan at cyklister fra syd (Hørret-siden) skulle helt frem til den nye sidevej, før de kunne se om der kom nogen biler som de skulle holde tilbage for. Efter støjmurens sidste fag har fået et knæk, kan cyklisterne se bilerne fra de er 2,5 meter fra sidevejen. Dermed lever støjmuren op til reglerne, oplyser projektleder Martin Kunstmann, Aarhus Kommune, Vejanlæg.

Ikke mere at komme efter
– I forhold til bestemmelserne i lokalplanen og andre regler, så er der ikke mere at komme efter. Når cyklisterne er 2,5 meter fra kanten af den krydsende vej, så skal de kunne se 50 – 55 meter ned ad vejen. Og det kan de nu, siger Martin Kunstmann.

Men cyklister der kommer fra syd skal stadig sætte farten meget ned, for at de kan nå at bremse helt op på 2,5 meter?
– Det er korrekt. Det er også derfor der er lavet hajtænder for cyklisterne. Der er også andre steder det er sådan, så det er der ikke noget unormalt i.

Ja, det er forringelse
Det er jo en væsentlig forringelse for cyklisterne i forhold til situationen før den nye sidevej blev anlagt?
– Ja. Men løsningen med at lave en afbrudt cykelsti er ikke unormal.
Er det ikke Aarhus Kommunes overordnede politik at det skal være nemmere at komme rundt på cykel i kommunen?
– Jo, det er det.

Hvordan kan det så være at man laver noget der er en forringelse for cyklisterne?
– Det må være planlæggerne som har lavet lokalplanen der skal svare på det. Jeg ved ikke om de ikke har fået snakket med dem der arbejder med cykelfremmende tiltag, eller hvad der er sket. Jeg er ikke planlægger men anlægsmand, og jeg må arbejde ud fra de planer der er.
– Men jeg er ikke i tvivl om at trafiksikkerhedsmæssigt, så er det her en bedre løsning end hvis det var bilerne der havde vigepligt for cyklister i krydset, for der er meget ringe udsyn for bilisterne, siger Martin Kunstmann.

PerH.

3 kommentarer

  1. Løsningen er tydeligvis lavet af nogle, der ikke selv har prøvet at cykle ruten.

    På billedet i artiklen ser hajtænderne meget tydelige ud, men når man kommer cyklende om morgenen eller på en vintereftermiddag lægger man ikke mærke til dem. Alle cykelpendlere jeg har set (inkl. mig selv) giver den jo bare fuld gas for at komme på arbejde, eller hjem. Ikke af ond vilje, men fordi det bare virker så unaturligt at skulle holde øje med en udkørsel.

    Den nuværende løsning vil desværre nok medføre nogle uheld, hvis ikke bilerne – trods deres ret – holder tilbage.

    Hvis man ikke vil lave den naturlige løsning med fuld stop for bilerne, så synes jeg man skulle sætte nogle af de almindelige bomme op man bruger for enden af mange cykelstier. De der af galvaniserede rør med store tydelige reflekser på.

  2. Fyld stop for bilerne vil være naturligt!
    De skal jo alligevel ned i skridtgang ved
    til Hørretvej.

  3. Hele den udstykning lugter langt væk af urent trav og lokale vennetjenester…
    Blev forleden fortalt, at et landmålerfirma var gået fra en opgave heroppe, da han ikke kunne stå inde for opgaven….
    Something is rotten….

Skriv et svar til Michael Karlsen Annuller svar

Your email address will not be published.