Kampen om Eskegården: Nu er planen her, men den risikerer at blive kasseret af staten

Teknik- og miljøforvaltningen i Aarhus kommune har givet plads til lidt mere natur i lokalplan for 42 nye boliger på Eskegårdens område.
24. januar 2025
Eskegårxden
Eskegårdens stuehus er bevaringsværdigt og et minde om bondekulturen i 1800-tallet.

Godkend en plan for 42 nye boliger og en ny vej ved Eskegården i centrum af Mårslet. Sådan lyder anbefalingen nu fra embedsmænd til politikerne i Aarhus Byråd. Men det er en plan, som risikerer at lide samme skæbne som kommunens omstridte havneplan – altså at blive forkastet af staten.

Flere år med diskussion om byggeri
I flere år har borgere i byen diskuteret det projekt, som grundejeren Jørgen Jacobsen med selskabet Eskegården Aps har lagt frem for at få lov til at rive det gamle stuehus ned og bygge nye boliger. Flere gange er planen blevet ændret, og seneste udgave lyder på 28 familieboliger på 140 kvm og 14 almene boliger på 80-10 kvm.

Byen er delt i debatten
Det meste af området ligger bag Hulvej og tennisbanerne ned mod Giber Å. En ny vej skal laves fra Bedervej ind til boligerne.

Lokalplanens område med Eskegården og den planlagte vej er indrammet med rødt. Foto fra Aarhus kommunes lokalplan.

Lokalplanen har delt meningerne i byen. For et år siden sendte beboere og foreninger 32 svar til kommunen om forslaget.
Mange er kritiske og frygter, at grundvandet bliver forurenet, og at naturen – med Mårslets grønne kile – bliver forringet. Normalt må der ikke bygges inden for 150 meter fra åer – her Giber Å – men byggeprojektet indebærer, at der bliver huse, haver og parkeringspladser ned til 30 meter fra åen.
Mange andre er positive og synes, at planen vil sørge for attraktive boliger til både børnefamilier og ældre, der gerne vil bo centralt i Mårslet. Flere ser det nye kvarter som et smukt bindeled mellem syd- og nordbyen – som erstatning for den forfaldne Eskegård.

Ændret plan – med lidt mere natur
Nu har embedsmændene gennemgået alle kommentarerne, og på den baggrund har de lavet en lokalplan, der på nogle punkter er ændret for at komme kritikerne i møde.
For eksempel har de fjernet et stykke vej, parkeringsplads og vendeplads fra den såkaldte naturzone på 30 meter langs med Giber Å. Byggeområder og haver er gjort mindre ned mod åen, så der bliver lidt større afstand til vandløbet.

Naturen bliver lettere tilgængelig
På den måde opstår der en eng, som bliver mindst 30 meter og nogle steder 43 meter bred, langs med åen.
Embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen ser planen som en fordel for byen. De skriver blandt andet:
– Lokalplanen vil sikre en øget tilgængelighed til området omkring åen og styrke den rekreative oplevelse af Giber Å. Og videre står der: – Lokalplanen sikrer ny natur langs åen med naturzonen og en fri bræmme på 30-43 meter på naturens præmisser.

Staten kan forkaste kommunens tilladelse
Til gengæld indrømmer forvaltningen, at der er en risiko ved at vedtage planen. Den kan blive forkastet af staten.
Risikoen opstår, fordi statens Miljøstyrelse har erklæret, at den ikke vil ophæve den normale å-beskyttelseslinie på 150 meter. Styrelsen fremhæver, at det meste af området i dag er ubebygget, og at landskabet vil lide for meget, hvis der bliver bygget tættere på åen.
Hvis politikerne i Aarhus alligevel giver dispensation til at bygge tæt på åen, kan borgerne klage til et statsligt miljøklagenævn. Og nævnet skal afgøre klagen ud fra de samme hensyn, som Miljøstyrelsen har set på.

Miljøstyrelsen har ikke set på det hele
Den risiko er værd at løbe, mener kommunens teknik- og miljøafdeling. Embedsmændene skriver, at der er nogle forhold, som Miljøstyrelsen ikke har med i sin vurdering, f.eks. at planen betyder, der ikke længere bliver dyrket konventionelt landbrug ned til åen.
Embedsmændene skriver også, at det gamle stuehus ganske vist er bevaringsværdigt, men huset er sidste rest af den gamle landbrugsejendom fra 1800-tallet. De andre bygninger er væk, og dermed er fortællingen ikke længere tydelig.

Nu kommer politikernes afgørelse
I november 2023 var et politisk flertal i byrådet bekymret for, om grundvandet risikerer at blive forurenet, og om det grønne område lider skade, hvis der bliver bygget tæt på Giber Å.
Nu skal politikerne igen tage stilling – denne gang til en lokalplan, der er ændret for at komme kritik i møde. På tirsdag kommer sagen op første gang i magistraten med borgmesteren og de politisk valgte rådmænd. Senere skal den afgøres i byrådet.
johs

Tidligere artikler om sagen i Mårslet Avis:
Mårslet står delt i kampen om Eskegården (2. februar 2024)
Mange kritiske spørgsmål til byggeri i Mårslets grønne centrum (15. december 2023)
Flertal vakler i forhold til plan for Eskegården (12. november 2023)
Byggeplan for Eskegården er kastet ud i uvished (23. februar 2023)
Odder-boligselskab vil bygge i Mårslet (30. januar 2023)

3 kommentarer Skriv kommentar

  1. Hvor kan man læse deres beslutning. Jeg synes ikke der bliver nævnt noget om de flagermus der jo er fredet, som bor på området hvor de vil lave vej.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop