Nu kan julen godt komme til Mårslet.
I øsende regnvejr blev byens juletræ søndag hentet af de seje julestemningsskabere i Mårslet Juletræslaug og stillet op på den lille plads foran kirken.
Igen i år er der tale om et lokalt doneret træ. Mere præcist har årets træ vokset sig stort og flot hjemme hos Kristine Serup-Hansen og Flemming Thomsen på Hørretløkken 461.
Det ædle hverv som motorsavsfører blev i år for første gang udført af Flemming Kristiansen efter Poul Enevoldsen har betjent saven i mindst 15 år.
Efter Flemming Kristiansens veloverståede debut løftede Lars Kramer træet over på den lokale vognmandsforretnings lastvogn, og ved kirken stod et helt team på fem personer klar til at sætte lyskæder på træet.
Nu mangler lysene i træet bare at blive tændt. Det sker på lørdag, den 30. november, kl. 16, og selveste julemanden kommer til tændingen, forlyder det fra Juletræslauget.
Efter sigende har han godter med til børnene, og som tilforn er der gløgg til de voksne og levende musik og sang til alle.
Alle er velkomne.
Alle fotos er taget af Jørgen Lauritsen.
PerH.