Lørdag den 27. november, kort efter kl. 16, kan man bogstaveligt talt se julelys i øjnene på byens børn og andre juleglade sjæle. Da bliver byens juletræ nemlig tændt på pladsen foran kirken.
Det traditionsrige arrangement begynder på slaget 16. Det siges at selveste Julemanden vil komme på besøg og uddele godteposer til børnene, og der bliver servering af saftevand, gløgg og pebernødder.
Desuden bliver der fællessang af to af julens sange. Har man derefter lyst til at synge mere, er man velkommen i kirken som i dagens anledning åbner døren til fællessang efter det udendørs arrangement.
Traditionen tro kommer træet fra lokalområdet. I år er det fra vingården Stok og Sten på Bedervej, oplyser Lisbeth Christensen fra Mårslet Juletræslaug. Der er i år udsigt til at det vil skinne smukkere end nogensinde før da det vil blive pyntet med helt nye lyskæder som et af juletræslaugets medlemmer har designet.
Borgerhusets Julestue
Lørdag 27. november er også dagen hvor Borgerhuset slår dørene op til sin traditionelle to dage lange Julestue.
Her sælger en række stadeholdere alt hvad hjertet begærer af juledekorationer, adventskranse, lokal honning, glaskunst, juleknas, julepynt, hjemmestrik, trædrejning og mange andre skønne sager. Det lover arrangørerne på deres Facebook-side.
Også i Borgerhusets Julestue kommer Julemanden på besøg. Det sker søndag kl. 14.
Julestuen er åben lørdag 27. november kl. 10 – 17 og søndag 28. kl. 10 – 16.
PerH.