Mårslet er fortsat hjemby for to medlemmer af Aarhus Byråd. Op til tirsdagens valg var der spænding om hvorvidt SF’eren Jan Ravn Christensen ville få stemmer nok til en periode mere på rådhuset, men han kunne ånde lettet op efter de personlige stemmer blev talt i dag,
Fjerdepladsen hos SF
1.646 vælgere havde sat deres kryds ud for hans navn, og det rækker til at blive nummer fire på listen over SF’ere med flest personlige stemmer og dermed en plads i partiets nye fire m/k store byrådsgruppe.
Jan Ravn Christensens resultat i år er en tredobling i forhold til de 564 personlige stemmer han fik ved valget i 2017.
Ved valget i går blev han sit partis topscorer i Mårslet. Ud af hans 1.646 stemmer faldt de 176 stemmer her.
Personlig fremgang for Anette Poulsen
Det andet lokale byrådsmedlem er som ventet socialdemokraten Anette Poulsen. Hun var opstillet som nummer tre på liste A og fik også tredje flest personlige stemmer på listen, nemlig 2.169.
Selv om hendes parti gik markant tilbage ved tirsdagens valg, oplevede Anette Poulsen en stor personlig fremgang i forhold til 2017 hvor hun fik 1.455 personlige stemmer.
I Mårslet var der i år 249 vælgere som satte kryds ud for hendes navn.
Tre klarede den ikke
På forhånd var der ikke udsigt til at nogen af de tre øvrige lokale kandidater ville blive valgt, og det blev de heller ikke.
Den konservative Jens Thomsen fik 109 personlige stemmer, en tilbagegang fra de 155 han fik ved valget for fire år siden. Årets resultat giver ham en 19. plads blandt de konservative kandidater. Partiet gik frem til fem medlemmer af det nye byråd.
66 af de 109 stemmer som Jens Thomsen fik i år, faldt i Mårslet.
Lokal radikal tilbagegang
Også den radikale kandidat Kåre Thorkild Sørensen oplever en personlig tilbagegang i år, selv om hans parti fik flere stemmer end sidst. For fire år siden var der 205 vælgere som satte kryds ved hans navn, i år faldt tallet til 97. Af dem bor de 30 i Mårslet. Kåre Thorkild Sørensen fik det 14. højeste personlige stemmetal på listen.
Kristendemokraterne fik ikke valgt nogen ind i byrådet, og følgelig blev heller ikke den lokale Palle Bjørn Rosenkilde valgt. Han fik 159 personlige stemmer, deraf de 11 i Mårslet. De 159 stemmer var tredje flest på liste K.
Læs mere
Læs her hvordan hvordan mårsletterne stemte på alle de opstillede partier og lister: S taber stort, K går stærkt frem.
Se hele det nye byråd på Aarhus Kommunes website.
Alle stemmetal, både på kommuneplan og lokalt for Mårslet, kan studeres på kmdvalg.dk.
Mårslet Avis vil i morgen fortælle om det lokale udfald af valget til regionsrådet.