Hesteklub indvier tårne bygget i Aarhus Arrest

Når der er stævne for islandske heste på Vilhelmsborg i Kristi Himmefartsferien, kan dommerne sidde i ly i nybyggede dommertårne.
24. maj 2022
Islandske heste som dem på billedet konkurrerer på Vilhelmsborg fra torsdag til søndag i denne uge. Billedet er fra et stævne i 2021. Foto: Alberte Jønsby.

I den lokale klub for ejere af islandske heste, ASKA, er der stor glæde over fem nye dommertårne som klubben tager i brug ved to stævner på Vilhelmsborg i Kristi Himmelfartsferien.

Ikke alene vil de nye tårne beskytte dommerne og andre officials mod vind og vejr, de vil også give deltagere og tilskuere en helt rigtig stævneoplevelse i de smukke rammer på Vilhelmsborg, fortæller ASKA’s formand Pernille Maj Svendsen i en pressemeddelelse.

De nye tårne vil give en bedre oplevelse for både dommere, ryttere og tilskuere, fortæller klubformand Pernille Maj Svendsen. Foto: Mathilde Ladefoged Hansen

Tårnene er lavet af træ og bygget af indsatte i Aarhus Arrest. De er betalt med en bevilling fra de landsdækkende idrætsorganisationer DIF og DGI. Når de ikke er i brug ved ASKA’s stævner, vil tårnene blive opbevaret i et depot på Vilhelmsborg.

To stævner på fire dage
Torsdag og fredag lægger Vilhelmsborg ridebane til et lokalt stævne for islandske heste med 89 ryttere. Lørdag og søndag holdes et junior- og ungdomsstævne med 76 ryttere. Alle er velkomne til at komme til at besøge stævnerne og tale med rytterne, understreger Pernille Maj Svendsen.

ASKA blev stiftet i 2015 og har i dag 346 medlemmer i alderen 7 – 73 år. Klubben er en lokalforening under Dansk Islandshesteforening og har hjemmebane på Vilhelmsborg.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop