Heftige uger i skolen og børnehaverne

10. februar 2022
Omkring halvdelen af skolens elever og ansatte er eller har været smittet med corona. vurderer pædagogisk leder Pernille Lauritsen.

Den udbredte coronasmitte i januar og februar har givet store udfordringer på skolen og i daginstitutionerne. Men medarbejderne har været gode til at få hverdagen til at fungere alligevel, fortæller ledere. Oven i corona er daginstitutionerne nu også ramt af en smitsom maveinfektion.

Den nye corona-variant omikrons rasen hen over Danmark har også givet højt sygefravær og store udfordringer på Mårslet Skole og i byens daginstitutioner.

Halvdelen er blevet ramt af corona
– Det har været nogle heftige uger med mange syge børn og medarbejdere, fortæller Pernille Lauritsen, pædagogisk leder på skolen.
– Det er nok over halvdelen af eleverne som har været smittet, og omkring halvdelen af personalet, uddyber hun.

Det har dog hjulpet på fraværet at myndighederne har lempet på anbefalingerne af hvor længe man skal blive hjemme efter en positiv coronatest, men skolen oplever fortsat unormalt stort sygefravær.

Stærk personalegruppe
– Heldigvis har vi en stærk personalegruppe hvor folk er fleksible og gode til at hjælpe hinanden. Også eleverne har været gode til at acceptere de vilkår vi arbejder under lige nu. Så vi har fået tingene til at fungere og lave god undervisning, også i denne periode, fortæller Pernille Lauritsen.
Hun håber at epidemien har toppet og at fraværet bliver mindre efter næste uges vinterferie.

Store udfordringer i institutioner
Også i de mindre børns daginstitutioner er det trods udfordringerne lykkedes at holde åbent og have en forholdsvis normal hverdag for børnene, takket være medarbejdernes vilje til at hjælpe hinanden og være fleksible, fortæller Birgitte Rasmussen, leder af Solbjerg- Mårslet Dagtilbud.

Kun én rask voksen
Som et eksempel nævner hun en dag i sidste uge hvor hun kl. 6.45 om morgenen blev ringet op af en 22-årig pædagogmedhjælper i en af dagtilbuddets afdelinger i Mårslet. Den unge mand var den eneste voksne der var mødt op; de andre medarbejdere på morgenholdet var syge.

Men situationen blev klaret ved at en daglig leder fra en anden afdeling udsatte noget administrativt arbejde for at tage hen og hjælpe den unge medarbejder. Desuden blev en vikar flyttet derhen fra en anden afdeling, så det lykkedes at holde åbent og passe børnene på forsvarlig vis.

Mave-infektion florerer

Oven i coronasmitten er flere af Mårslets dagtilbud for mindre børn for tiden også ramt af en smitsom mave-infektion som giver diarré.
– Det gør at der lige nu er flere børn som ikke kommer i institution, men bliver holdt hjemme fordi de er syge. Det er ikke som corona som børn kan have uden at have symptomer, og hvor nogle derfor kommer i institution selv om de er smittede, fortæller Birgitte Rasmussen.

Stop for lokale smittetal
Da stort set alle corona-restriktioner ophørte 1. februar, holdt myndighederne fra samme dato også op med at offentliggøre lokale smittetal. Mårslet Avis kan derfor ikke længere fortælle hvor mange smittede der aktuelt er i sognet eller postdistriktet.
De sidste tal viser at der i de syv dage op til 31. januar var 305 borgere i Mårslet Sogn som blev testet positive for corona. Det svarede til 31 procent af alle PCR-test af borgere i sognet i samme periode.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop