Hærværk mod hestefold på gammel søbund

En eller flere ukendte gerningsmænd ødelagde i foråret hegnene på den tidligere søbund ved Vilhelmsborg. Derfor var der i tre-fire uger ingen heste på arealet, og det groede til med brændenælder og tidsler.
1. juli 2022
I dag er hegnene repareret, og der går igen heste på den tidligere søbund ved Vilhelmsborg.

– Hegnet var klippet over 20 – 30 steder, og nogle af stederne var det helt hakket i stykker og de strømførende ender var gravet ned i jorden.
Sådan fortæller chefberider Hans Jørgen Nørgaard, Aarhus Rideklub, om det syn der i foråret mødte klubbens medlemmer da de ville sætte heste ud på den tidligere søbund ved Vilhelmsborg.

Rideklubben, som holder til på Vilhelmsborg, har af Aarhus Kommune lejet det areal hvor der ind til for få år siden var en kunstig sø.
Aftalen er at rideklubben kan lade 20 små heste og ponyer afgræsse arealet. For kommunen er gevinsten at afgræsningen bidrager til at arealet udvikler sig til en eng med græs og en mangfoldighed af blomster og urter. Mere om det i artiklen Vil vare flere år før gammel søbund bliver til flot eng.

Børn og ponyer
Hans Jørgen Nørgaard undrer sig meget over hvem der har begået hærværket, og hvad motivet kan være.
– Det rammer børn som går dernede i foldene med deres ponyer. Hvordan kan man have ondt af det? Jeg forstår det slet ikke, siger han.

Han har spekuleret på om hærværket kan være inspireret af de dyreaktivister som kæmper mod naturpleje med heste og kvæg på Mols. Aktivisterne hævder at dyrene sulter.
– Men vores heste er på stald om natten, de får foder i stalden, og lider overhovedet ingen nød, siger chefberideren.

Bevoksning blev høj og tæt
Hærværket førte til at der ikke var nogen heste på den gamle søbund i tre – fire uger hvor det blev afklaret hvem der skulle reparere hegnet og derefter få det gjort.
I denne periode gav en kombination af regn og varme ideelle forhold for brændenælder, tidsler og dueurt. Planterne voksede op i lårhøjde og kom hurtigt til at dominere over græsset, som er hestenes foretrukne føde.

Resultatet var at hestene ikke magtede at æde sig igennem den høje plantevækst da de for et par uger siden kom tilbage på arealet, efter hegnene var blevet repareret. Derfor har Aarhus Rideklub nu klippet bevoksningen ned med en kraftig græsslåmaskine som blev lånt i en golfklub.

Læs også: Vil vare flere år før gammel søbund bliver til flot eng.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop