Gennem genvordigheder med biler til Ukraines forsvar

Den ene af to biler fra Mårslet er afleveret i Ukraine hvor den skal indgå i forsvaret mod russiske droner. Den anden er ved at blive repareret i Tyskland og fortsætter derfra til Kyiv.
19. december 2024
Konvojen klar til afgang efter overnatning i Polen, på vej mod en grænse med næsten grænseløst bureaukrati. Privatfoto.

VAREDEKLARATION
Denne artikel kan være farvet af min sympati for Ukraines forsvarskamp mod Ruslands invasion og min deltagelse i turen med Biler til Ukraine. Mit motiv for at tage med var først og fremmest et ønske om at støtte Ukraine; at skrive denne artikel kom i anden række.
Per Henrik Hansen, redaktør og chauffør for Biler til Ukraine.

Fra en decembermørk parkeringsplads i udkanten af Kolding sendte foreningen Biler til Ukraine kl. syv torsdag morgen i sidste uge endnu en konvoj på ni biler af sted fra Danmark, de to af dem med chauffører fra Mårslet bag rattet, som en donation til Ukraines væbnede styrker.
Ni gamle og meget brugte biler, javist, men dog i stand til at køre de cirka 2000 km til endemålet. Troede vi chauffører i hvert fald. For den ene af Mårslet-bilerne, en hvid Ford Transit, viste det sidste sig ikke at være helt rigtigt.

Reparation i Rendsburg
Kort før Kielerkanalen punkterede Transit’en, og ved hjulskiftet blev det opdaget at der var brud ved begge bagfjedres sammensvejsning med undervognen.
Så bilen og dens last af varme trøjer, proteinbarer og håndvarmere til soldater i den ukrainske vinterkulde måtte efterlades på et autoværksted i Rendsburg.
Der bliver den nu repareret, og i begyndelsen af januar bliver den hentet af nye chauffører som vil køre den resten af vejen til Ukraine.

Hvorfor så gamle biler?
Nu spørger du måske hvorfor man sender biler af sted der er så gamle at de ikke en gang kan komme ned igennem Slesvig-Holsten? Hvorfor ikke give ukrainerne nogle lidt bedre biler?
Svaret er for det første at bruddene på bagfjedrene ikke kunne ses før bilen blev løftet op i forbindelse med hjulskiftet; så det var i god tro at den blev sendt af sted.

Stærkt brug for flere biler
For det andet er det ukrainernes ønske at de sparsomme penge bliver brugt på indkøb af mange helt billige (og dermed meget brugte) biler, frem for færre og lidt dyrere biler.
Bilerne skal nemlig ud og transportere soldater og gods tæt på fronten, og erfaringen er at det i gennemsnit kun varer et par måneder inden de bliver skudt i smadder af russerne.
Derfor kan det ikke betale sig at bruge flere penge på hver enkelt bil end højst nødvendigt, og derfor er der hele tiden brug for flere brugte biler fra Danmark. Faktisk er der rigtig meget brug for flere.
Det kan du hjælpe med at de får. Læs mere om det i boksen forneden.

Overnatning i Polen
Nu tilbage til den tyske autobahn torsdag i sidste uge.
Med nogle timers forsinkelse fortsætter konvojen – minus Transit’en – til den planlagte overnatning på et hotel i det sydlige Polen, 20 km fra den ukrainske grænse.
Ankomst omkring midnat og så afgang fra hotellet næste morgen, derpå i gang med maratonagtigt bureaukratisk bøvl ved grænsestationen Korczowa-Krakovets.

Tre af de fire chauffører på de to biler der startede deres færd til Ukraine i Mårslet. Fra venstre Christian Kerrn-Jespersen, Regin Buss Vels Jensen og Per Henrik Hansen. Privatfoto.

Normalt med mange timers venten
Over 40 gange har Biler til Ukraine kørt konvojer gennem denne grænseovergang.
Og selv om det hver gang gang har taget flere timer, eller helt op til en dag, at få godkendt og stemplet de nødvendige papirer til at eksportere bilerne ud af EU og importere dem til Ukraine, så er det dog indtil nu altid lykkedes at få bilerne og deres indhold igennem. Men ikke denne gang.

Videre til anden grænsepost
Modsat tidligere vil emsige polske toldere ikke længere tillade biler med gods at komme over ved denne grænsepost, og kun tre biler uden nævneværdigt indhold får lov at passere.
De øvrige fem bliver vist hen til en anden grænseovergang, omkring en times kørsel fra den første. Kun der må gods komme over, lyder beskeden.

Flere papirer
Ved den nye grænseovergang skal der udfærdiges nye papirer om bilernes blandede last af ting og sager som firmaer og private har doneret til den ukrainske hær.
Udover de nævnte trøjer, proteinbarer og håndvarmere drejer det sig også om ting som benskinner og armslynger til sårede soldater, andet hospitalsudstyr, dele til en drone, bildæk og meget andet.

Mere kø, flere stempler
Både på den polske og den ukrainske side af grænselinjen skal der holdes i kø, undersøges og stemples papirer, holdes mere i kø og igen stemples papirer. Og så endelig ind i Ukraine, ind på landevejen mod storbyen Lviv i landets vestlige ende.
De sidste biler ankommer til hotellet i Lviv omkring kl. 21.30. Over 12 timer har det taget at komme de blot 100 km der er mellem morgenens hotel i Polen og aftenens i Lviv, Ukraine.

Af sted til Kyiv
Af sted næste morgen på turens sidste etape, de 550 km til hovedstaden Kyiv.
For Christians og mit vedkommende er den uheldige Transit nu skiftet ud med en Citroën Berlingo hvis oprindelige chauffører ikke havde tid til at køre med længere end til Lviv.

Konvojens forreste bil fotograferet på motorvej i Ukraine.
Læg mærke til fodgængerovergangen. Nærmest den er der hastighedsbegrænsning på 70 km/t., ellers må der køres 110 km/t her.

Blandet beskaffenhed
Strækningen mellem Lviv og Kyiv går for det meste igennem et fladt landskab, landbrugsområder afveksler med lidt skov, småbyer og industri.
Vejens beskaffenhed veksler flere gange undervejs fra næsten dansk motorvejskvalitet til smal landevej hvor fornyelse af asfalten tydeligvis er udskudt til bedre tider.

Bombede huse
Først i udkanten af Kyiv ser vi direkte krigens spor i form af smadrede huse, bombet da den russiske hær i februar 2022 nåede helt frem til hovedstaden, inden den blev slået tilbage.
Fra udkanten af millionbyen er der fortsat en times kørsel til destination, nu i meget tæt og ilter storbytrafik, biler der snor sig ind og ud mellem hinanden og vognbaner som pludselig er spærret af en havareret bil eller to.
I det tidlige aftenmørke priser jeg mig lykkelig for at både gadelygterne og trafiklysene virker, dem har de russiske bomber ikke slukket, i det mindste ikke denne aften.

Konvojens chauffører er ankommet til organisationen E+’s lille kontor. På væggene er der flag fra nogle af de lande E+ får støtte fra. Privatfoto.

Fremme ved målet
Endelig er vi fremme ved E+, den ukrainske hjælpeorganisation som er bindeled mellem landets militær og danske Biler til Ukraine samt lignende foreninger i andre lande.
Her får vi en varm velkomst af tre af E+’s mange frivillige, den livligt engelsktalende Valentyna Varava, hvis søn kæmper ude ved fronten, og to midaldrende mænd i soldatertøj, alle smiler og er glade for at se os.

Ukrainske Valentyna Varava og danske Jesper Lindholt. Sidstnævnte har stiftet foreningen Biler til Ukraine og er bosat i landet.

Pizza og schæferhund
Ukrainerne byder på pizza og lovord om vores indsats og inviterer os til at signere et Dannebrog som hænger på væggen i foreningens lille og meget tæt pakkede kontor.
Udover at være fyldt med nyligt ankomne hjælpepakker er der på kontoret også en række krigssouvenirs; et par tomme hylstre til antitank-missiler, rester af sprængte russiske bomber, en nedskudt drone og lignende.
På gulvet ligger en schæferhund på størrelse med en lille bjørn og tager det ganske afslappet at der pludselig er en stærk trængsel af mennesker omkring den.

Ud med tog
Efter aflevering af biler og fælles middag på en restaurant er det hjemrejse for de fleste af os, mens andre har ærinder i Kyiv de næste par dage.
Nattoget tilbage til Lviv kører og ankommer præcis på minuttet som det er angivet i køreplanen.
Fra Lviv med taxa til den polske grænse, et enkelt kort stop ved et militært checkpoint undervejs, til fods over grænsen og så med tog til Krakow. Derfra fly til Billund.

En oplevelse rigere
Turen har gjort os chauffører en oplevelse rigere; og for ukrainerne har den betydet at de har fået endnu en lille forsyning af de biler og andre ting som de har så hårdt brug for.
Men bilerne kommer ikke til at holde længe, så vi må sørge for at få nogle flere derned.

Støt med et valgfrit beløb

Biler til Ukraine har brug for penge til indkøb af flere brugte biler og til diesel til turen til Ukraine.
De frivillige chauffører betaler selv mad og overnatning undervejs samt egen transport hjem, og nogle dækker også selv udgiften til diesel.
Men indkøb af flere biler kan kun ske med donationer fra danskere som vil støtte kampen for Ukraines frihed.

Betal med MobilPay
Du kan støtte med et beløb efter dit eget valg via MobilPay. Det sker lettest ved at klikke her.
Få mere at vide på Biler til Ukraines hjemmeside og Facebookside.
Den ukrainske modtager af bilerne og deres last, Initiative E+, har en hjemmeside med masser af informationer på engelsk. Klik her for at komme til den.

PerH.

2 kommentarer Skriv kommentar

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop