Historier fra salonen
Frisørerne i Mårslet har mange spændende historier at fortælle, derfor bringer Mårslet Avis en lille serie hvor vi tager læserne med rundt til byens fire saloner.
Dette er den tredje af fire artikler i serien. De tre andre kan du finde her:
Frisøren der ikke ville slå ihjel (om Kawa Khalil i Mårslet Frisør).
Familien Falengreen er lokale frisører i tre generationer (om Louis og Dorte Falengreen i Salon Soul).
Frisør og designer i gang med det vildeste vilde (om Mette Buchhave på Langballevej).
På et gammelt familiefoto kan Lene Jensen se sig selv som to-årig med ble i bukserne være i gang med at klippe sin fars krøllede lokker. Så interessen for frisørfaget har hun bogstaveligt talt haft hele livet, og nu, 46 år senere, stortrives hun på syttende år med at drive frisørsalon i Mårslet. Nærmere bestemt i Frisørhuset i den gamle stationsbygning på Banevej.
Betror sig til frisøren
Det er dog ikke kun selve håndværket, der gør hende glad for sit arbejde. Det er lige så meget de mange snakke hun får med kunderne i løbet af en dag i salonen.
– Der er selvfølgelig mange man ikke snakker så meget med, eller hvor man bare snakker om vind og vejr; og det er også fint. Men der er også mange mennesker der betror sig til en frisør, og som åbner op for hvordan deres liv er på godt og ondt.
Glæder og sorger
– Det kan være teenagere der fortæller om problemer med kæresten, forældrene eller lærerne i skolen, eller det kan være voksne der er rigtig glade for noget, for eksempel en graviditet, eller har brug for at snakke om vigtige ting som sygdom eller dødsfald i familien, uddyber hun.
Især er hun på fortrolig fod med en del af de faste kunder der kommer i Frisørhuset.
Nogle af dem klippede Lene Jensen første gang da hun i maj 2004 åbnede salonen på dens daværende placering i det gamle frysehus på Tandervej hvor der i dag er pizzeria; og de fulgte med da hun godt fem år senere flyttede til den nuværende adresse på Banevej.
Tager ud til faste kunder
En af de faste er Lenes ældste kunde, en kvinde på 100 år. Indtil for nylig kom hun selv hen i salonen, når frisuren skulle nettes. Men nu er hun flyttet til et plejehjem i en anden by, og så tager Lene hen til hende.
– Jeg tager gerne ud til faste kunder, men ikke til andre. Det er jo de faste kunder jeg kan takke for at jeg kan drive en forretning her; så når de får et problem eller bliver for gamle til at komme i salonen, vil jeg gerne gøre noget for dem.
Kunder i flere generationer
I det hele taget betyder det personlige forhold til kunderne meget for Lene Jensen.
– Den gang jeg begyndte, klippede jeg børn og teenagere som i dag kommer og bliver klippet med deres egne børn, og jeg klippede voksne som jeg i dag tager hjem til og klipper, fordi de er blevet for gamle og svagelige til at tage hen i salonen.
– Det er vildt fedt at følge med i folks liv på den måde, siger hun med et stort smil.
– Jeg bliver vildt glad når det går dem godt. For eksempel hvis nogen kommer ind på deres ønskeuddannelse, og når folk får børn og børnebørn.
100 procent tavshedspligt
– Men det ryger også helt ind i maven på mig, når der sker noget trist eller uhyggeligt for nogen. Når der er noget med alvorlig sygdom eller død, kan det gå mig meget på. Men jeg er glad for at jeg kan hjælpe folk ved at snakke med dem, også om alvorlige og vigtige ting.
Mennesker der betror sig til Lene, behøver ikke frygte at det de fortæller, går videre til den næste kunde i stolen.
– Jeg holder 100 procent tavshedspligt og kunne aldrig drømme om at fortælle noget videre til andre. Jeg klipper også ægtepar og kærestepar, og hvis den ene part i forholdet har fortalt mig noget privat, siger jeg det aldrig videre til den anden, understreger hun.
Vil gerne hjælpe folk
Det med gerne at ville hjælpe folk har ligget i Lene fra hun var barn, lige så meget som lysten til at have en saks og en kam i hænderne. Af samme grund havde hun som lille et ønske om at blive læge.
– Men da jeg kom i skole, fandt jeg ud af at jeg ikke var så god til at læse. Men jeg kunne i hvert fald tale dansk, og så ville jeg være frisør, husker hun med en lille latter.
Tømrerfaget trak
Kun i en ganske kort periode som stor teenager gik fremtidstankerne i en anden retning. Af nysgerrighed havde hun fået lov til at komme med en onkel, som var tømrer, på arbejde i nogle dage.
– Det var spændende, og jeg elskede duften af frisk træ. Så da overvejede jeg seriøst på at blive tømrer. Men så tænkte jeg at jeg hele mit liv havde drømt om at blive frisør, så det måtte jeg hellere holde fast ved.
Glæden ved at arbejde med træ er dog ikke forsvundet og bliver i dag levet ud gennem projekter på den private bolig i Halling ved Hou.
PerH.
