Den nye vej fra Beder til Bering hedder ikke længere Bering-Bedervejen. Nu skal vi vænne os til i stedet at sige Giber Ringvej. Den nye vej fik sit officielle navn ved et arrangement på byggepladsen i Tranbjerg i lørdags.
Ifølge en pressemeddelelse fra teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) hænger det nye navn sammen med at en del af vejen følger Giber Å, og at den å altid har haft stor betydning for mennesker i området. I forbindelse med vejbyggeriet er der fundet bopladser fra stenalderen op til middelalderen langs åen, og i 1800-tallet fik herregården Moesgård leveret fisk fra åen.
Binder fortid og nutid sammen
– Giber Ringvej binder på fornem vis fortid og nutid sammen på fineste vis. Lokalbefolkningen har i mange århundreder været afhængige af åens liv, og nu lægger åen navn til en essentiel del af den aarhusianske infrastruktur, siger Bünyamin Simsek.
Ifølge rådmanden skrider arbejdet med vejen planmæssigt fremad.
Navn til faunapassage
Foruden vejen blev en stor faunabro til kronhjorte, dådyr og andre dyr i området navngivet. Den blev døbt Niels Brøchners Bro. Niels Brøchner var medlem af Aarhus Byråd fra 1998 til 2011, og var fortaler for den kommende Giber Ringvej.
Fakta om Giber Ringvej
- Vejen forventes at stå færdig med årsskiftet 2022/2023
- Der er indtil nu lagt 4,8 km asfalt
- Der er bygget 15 af 16 broer
- Der er blevet flyttet 500.000 m3 jord