Fornøjelig lørdag forude

Lørdag den 2. september kan alle børn boltre sig i hoppeborge i hallen. I Folkehuset er der musikask brunch og bobler; og om eftermiddagen kan både børn og voksne vinde præmier ved Travebanko.
24. august 2023
Hop og Rul fylder Mårslet Hallen med hoppeborge og andet sjov 2. september. Samme dag kan hele familien gå på Travebanko. PR-foto stillet til rådighed af Hop & Rul.

2. september tegner til at blive en livlig dag i Mårslet. Fra klokken 10 kan børn hoppe og rulle i hallen. Klokken 11 inviterer Rådet i Folkehuset Mårslet til brunch og bobler med musikalsk underholdning. Og fra kl. 13 kan både børnefamilier og voksne uden børn spille banko samtidig med de går rundt i byen. Travebanko hedder konceptet.

Hallen fyldes med hoppeborge
Ved Hop og Rul arrangementet bliver der stillet en masse hoppeborge og andre legeredskaber op i Mårslet Hallen fra kl. 10 til 15, og alle er velkomne hvis de med MobilePay betaler 65 kr. for entréen. Bag begivenheden står TMG, firmaet Hop & Rul, Restaurant Unico, Børnetelefonen og TDC Erhverv.
Også i april var der Hop & Rul i Hallen, men til forskel fra den gang går overskuddet 2. september til at ansætte mere personale på Børnetelefonen.

Restaurant Unico serverer
En anden forskel er at Restaurant Unico i denne omgang sælger burgers, wraps med chili con carne, gourmet hotdogs og anden grillmad samt kager, is, kaffe og andre drikkevarer til børnene og deres voksne. De voksne kan endog også købe vin og fadøl.
Al mad er lavet fra bunden af Unico, fortæller restaurantens direktør Anders Udengaard.
– Lige fra ketchuppen, de ristede løg til alt det sure såsom agurkesalat med mere, uddyber han.
Ligesom overskuddet på entréen bliver også 10 procent af Unicos omsætning på dagen sendt videre til Børnetelefonen. Desuden sponserer Unico limonader til softice, oplyser Anders Udengaard.
Se flere oplysninger om Hop og Rul for Børnetelefonen på Facebook.

Brunch, quiz og musik i Folkehuset

Er man mere til siddende hygge end til at hoppe og rulle, kan man kl 11 gå til Festuge-Brunch i Folkehuset Mårslet.
Her spiller den lokale duo Waterfahl, alias Hanne og Finn Fahl, og der vil være quiz med præmier.
For voksne koster det 80 kr. at være med, børn har halv pris. Tilmelding skal ske til Lene Gade. SMS til 28 58 37 58, eller til caféen i Folkehuset, tlf. 41 85 52 25.

Nyt i Mårslet: Travebanko

Hvis børnene stadig har mere energi efter at have hoppet rundt i hallen, kan de og deres voksne fra kl. 13 til 14 melde sig til Travebanko. Også voksne uden børn kan deltage. I Mårslet er Travebanko et helt nyt fænomen, men andre steder er kombinationen af spil og gåtur meget populær.
Kort fortalt går det ud på at deltagerne går på en 3,5 km lang rute gennem byen, med en eller flere bankoplader i hånden.

Vind et weekendophold
Undervejs er der skilte med numre som man skal krydse af på sin plade. Hvis man er heldig og krydser en række eller hele pladen af, er der en præmie for enden af ruten.
Ruten begynder på p-pladsen foran hallerne og slutter ved Bomgårdshaven ved OK-tanken.
– Hovedpræmien er et gavekort til en weekend for to. Det har en værdi af 999 kr. og er skænket af SuperBrugsen, fortæller Robert Christensen. Han er formand for TMG Banko som står for spillet.

Smutvej for gangbesværede
Også gangbesværede og andre som ikke kan eller vil gå de 3,5 km, kan deltage. De kan nemlig gå direkte til målstregen ved Bomgårdshaven hvor de både kan købe bankoplade og se vinder-numrene.
Overskuddet går til at støtte aktiviteter i TMG. Det samme gør overskuddet på de almindelige bankospil i skolens kantine. Sæsonen for dem begynder 5. september.
Flere oplysninger ligger på Facebook.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop