Ét resultat springer i øjnene i en meningsmåling om hvad der skal være på de 300 hektar ny natur som er ved at opstå i den sydlige del af Aarhus Kommune.
I den nye natur skal idyllen og dyrelivet ikke forstyrres af mennesker på mountainbikes. I hvert fald ikke hvis det står til deltagerne i den åbne workshop som Aarhus Kommune arrangerede på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder 18. november.
160 deltagere i workshop
Alle borgere i Aarhus Syd var inviteret til workshoppen hvor deltagerne havde mulighed for at påvirke planlægningen af de nye naturområder. Omkring 160 tog imod invitationen.
Deltagerne blev delt op i grupper hvor de skulle diskutere en række forslag til planerne for de enkelte områder.
Til sidst blev deltagerne bedt om at sætte plusser ved tre ting som man ønskede mest i det område gruppen havde talt om. Desuden kunne de sætte et enkelt minus ved den ting som de helst er foruden.
Massivt nej til MTB-spor
I de grupper der diskuterede området Vilhelmsborg Nord (ca. 100 hektar mellem Langballevej og Giber Å) havde deltagerne mulighed for at sige om et spor til mountainbikes (MTB) var noget af det som de mest eller mindst ønskede sig.
Og svaret var klart: Kun tre deltagere sagde ja til at et MTB-spor var et af deres tre hedeste ønsker. Hvorimod hele 34 tilkendegav at netop et MTB-spor er det de allerhelst vil slippe for. Det er det klareste Nej tak! i hele undersøgelsen.
Adgang for alle
Et par andre klare konklusioner er at rigtig mange borgere prioriterer at den nye natur skal være tilgængelig for alle, inklusiv for ældre, børn og handicappede, og at der skal være gangbroer af træ over vådområder.
Ønske om shelter- og bålplads
For området Vilhelmsborg Syd (ca. 100 hektar mellem Letbanen og Giber Ringvej) er der mange borgere som ønsker sig en shelterplads, en bålplads og en madpakkehytte.
De tre ting blev prioriteret af henholdsvis 13, 11 og 5 deltagere i workshoppen.
Ingen satte et Nej tak minus ved shelterplads eller bålplads, mens en enkelt gjorde det til madpakkehytten.
Initiativer styrker naturen
I en skriftlig kommentar til meningsmålingen konkluderer kommunens projektleder Pernille T. Villesen at:
“Der er bred opbakning til initiativer der styrker naturen og forbedrer tilgængeligheden, samtidig med at rekreative faciliteter integreres med omtanke og mådehold.
Især elementer som udsigtsbænke, trægangbroer og fugletårne modtog mange positive tilkendegivelser.
Der er også et stort ønske om at prioritere naturregistrering og monitorering samt at sikre at forskellige brugergrupper kan færdes uden konflikter”.
Svar indgår i planlægning
Svarene fra workshoppen er ikke bindende for kommunens planlæggere, men vil indgå i deres videre arbejde.
På kommunens website om de 300 hektar ny natur kan du finde det officielle referat fra workshoppen (dateret 10. december).
Der ligger også et link til de såkaldte feedbacksedler om borgernes prioriteringer.
PerH.
Læs mere
Under menupunktet Natur og miljø kan du finde en lang række artikler om de 300 hektar ny natur i Aarhus Syd i almindelighed, og især om de 2 x 100 hektar henholdsvis nord og syd for Vilhelmsborg.
Et par af de nyeste er disse:
Trafiklys styrer planlægning på naturarealer (14. november 2024)
Beboere og brugere er delte: Hvor vild skal naturen være? (29. april 2024)