Inde på banen skal der nok komme godt gang i driblefinter, langskud og tacklinger; men det er mindst lige så meget hyggen og morskaben på den anden side af sidelinjen der betyder noget når fodbolden ruller ved stævnet Nabo Cup Mårslet 2023. Det sker lørdag 26. august kl. 12 til 15 på det grønne areal ved Frøkærparken.
På samme areal blev der også afholdt Nabo Cup sidste år.
– Vores bevæggrund for at arrangere det var den gang at vi på bagkant af corona og en aflyst midsommerfest syntes der skulle ske noget som kunne samle folk, og hvor man kunne have det sjovt sammen.
Det fortæller Carsten Fjellerad fra Frøkærparkens grundejerforening som står for arrangementet.
Otte hold tilmeldt
I 2022 samlede Nabo Cup omkring 130 spillere og supportere til seks holds venskabelige dyster. Det var en så stor succes at arrangørerne nu kridter banen op igen. Indtil nu har otte hold tilmeldt sig årets turnering, deriblandt de forsvarende mestre fra Frøkæret.
Foruden selve fodboldkampene byder Nabo Cup på en hoppeborg for de mindste og et telt med salg af pølser, sodavand og øl.
Alle kan spille med
Ved stævnet er de almindelige fodboldregler ændret så alle kan være med. Hvert hold må kun have fire spillere på banen ad gangen, og mindst to af dem skal være børn. Mål scoret af børn tæller mere end mål scoret af voksne. Kampene varer 2 x 4 minutter, dog spilles semifinaler og finale over 2 x 5 minutter.
Nye hold kan tilmelde sig frem til 16. august ved at ringe til Carsten Fjellerad på tlf. 60 15 19 36.
Flere oplysninger ligger på Facebook.
Billederne herunder er fra Nabo Cup 2022.


PerH.