Det er et skrækscenarie for bilister: Man kører bagved et barn på cykel, og pludselig – uden tegn eller varsel – krydser barnet tværs over vejen foran bilen.
Den slags situationer har flere mårslettere beskrevet i de seneste par uger.
Beretninger i kølvandet på ulykke i Malling
Beretningerne er dukket op kort efter at en 8-årig dreng tidligere i denne måned blev alvorligt kvæstet da han på cykel kørte ud foran en bil i Malling. Drengen blev lagt i kunstig koma, men er senere blevet vækket og er nu uden for livsfare.
Ifølge Østjyllands Politi havde bilisten ikke en chance for at undgå påkørslen på Bredgade i Malling.
To børn krydsede uden varsel
I Mårslet var Jan Dahl Thøgersen for et par uger siden fra et fortov vidne til en farlig situation på Obstrupvej. To børn på cykel krydsede pludselig over vejen for at komme ind til Mølleparken.
Der kom biler bagfra. Der skete ingenting fordi bilisterne var meget opmærksomme, skrev han på byens Facebook-opslagstavle.
Flere har set lignende situationer
Jan Dahl Thøgersens beretning fik flere mårslettere på banen. F.eks. skrev Betina Rosenberg at hun på samme vej så to mindre drenge krydse vejen uden at give nogen tegn. De ville ind til Frøkæret. Drengene slap også her uden uheld fordi bilisterne var opmærksomme.
Og Liv Sivebæk og Bonna Clausen skrev at de har oplevet præcis samme situation på Tandervej ind mod Bedervej.
– Jeg vil ikke skælde ud på børnene, men gerne anbefale forældrene at lære deres børn at begå sig sikkert i trafikken, siger Jan Dahl Thøgersen.
Skolen prioriterer færdselsundervisning
På Mårslet skole bekræfter viceskoleleder Kurt Iversen at det er forældrenes ansvar at lære børn at færdes sikkert, men skolen vil gerne støtte dem i opgaven.
– Derfor lærer vi børnene i 0.-2. klasse hvordan man går sikkert. I de lidt større klasser er sikker færdsel en del af undervisningen i de øvrige fag, og i 5.klasse har vi cyklistprøver. Endelig har vi intens undervisning i 6. klasse for skolepatruljerne hvor de fleste børn er med, siger Kurt Iversen, der leder færdselsundervisningen.
Han mener at langt de fleste forældre lever op til deres ansvar – f.eks. ved at cykle sammen med deres børn til skole.
Byen er blevet mere trafiksikker
Kurt Iversen fortæller også at der er sket en god udvikling med trafiksikkerheden for børn i byen – i takt med at der er kommet 40 km fartbegrænsning, bump på asfalten, Obstrupvej er blevet en 2-1 vej, og der er kommet oplyst advarselsskilt på Testrupvej.
– Næste ønske er at få et Torontolys (blinkende orange lys, red.) som advarsel på Obstrupvej, siger viceskolelederen.
Johs.