12 år er det blevet til, men snart stopper Troels Laursen som chef i SuperBrugsen Mårslet.
– Det er et godt sted, og jeg har været sindssygt glad for de 12 år, men jeg vil prøve noget nyt inden det bliver for sent, siger den 48-årige uddeler.
Han forlader stillingen til nytår, og bestyrelsen for Mårslet og Omegns Brugsforening, som er selvstændig og ikke ejet af Coop, er i gang med at lede efter en ny uddeler.
– Jeg var bange for at gro fast. Derfor vil jeg gerne have en ny udfordring inden jeg går på pension. Jeg er nysgerrig efter at blive ”ham den nye” igen, fortæller Troels Laursen til Mårslet Avis.
Underskud i butikken
Supermarkedet har både været igennem en ombygning til 21 mio kr. og et par økonomisk dårlige år med underskud på driften. Det værste år var 2022 som gav et underskud på næsten 1,4 mio kr. Minusset blev kun delvis dækket af et overskud på en tankstation med vaskeanlæg i Egebjerg ved Horsens, hvor Brugsen Mårslet er medejer.
Bedre stillet end mange andre
Sidste år blev resultatet bedre, men stadig med et underskud i butikken, så det er nærliggende at spørge hvor meget den situation har betydet for chefens beslutning:
– Det har ikke spillet ind overhovedet, og faktisk er vi bedre stillet end mange kolleger rundt omkring, siger Troels Laursen.
Ramt af discountbølgen
I yderste led er det Putin der er årsag til underskud i Mårslet, mener uddeleren.
Det er nemlig krigen og verdensøkonomien med voldsom inflation der har ført til at forbrugerne har jagtet tilbud som aldrig før. Mange venter med at købe nyt havebord eller skifte den gamle grill.
Discountvarer og tilbud har overtaget en stadig større del af den samlede omsætning af dagligvarer. Derfor har supermarkeder med deres brede udvalg fået det svært over for discountmarkederne.
60 slags marmelade
– Hvis jeg havde det komplette svar på den udfordring, sad jeg nok i en topstilling i en dagligvarekæde. Men – en del af svaret kan være at skære lidt ned på udbuddet af varer. Vi behøver måske – som eksempel – ikke at have 60 forskellige slags marmelader, hvor et discountmarked har 10.
Og Troels Laursen peger på at SuperBrugsen Mårslet står godt rustet til de kommende år, bl.a. fordi bestyrelsen har gennemført den store ombygning for et par år siden.
Legeplads og koncertscene?
– Vi er de eneste erhvervsdrivende, der gør noget aktivt for byen. Næste opgave bliver at få udnyttet torvet foran butikken bedre. Skal der være en legeplads, og måske en lille koncertscene?
– Mårslet bør også have en bagerbutik igen, og det kan SuperBrugsen godt stå for. Spørgsmålet er bare hvornår der er det rigtige tidspunkt.
Mentalt hårdt job
Selv håber Troels at han kan finde et nyt job som uddeler – helst i en butik der er ejet af en selvstændig brugsforening som i Mårslet.
– Det er ikke sikkert min pensionsalder er 70. Det er et mentalt hårdt job at være uddeler, for man er på i 24 timer. Så måske er min pensionsalder snarere 60 år.
johs