Snart bliver det mere sikkert og trygt at være cyklist på Hørretvej på strækningen mellem rundkørslen og byskiltet.
I tre år har der været dårlige oversigtsforhold for cyklister fra Hørret-siden når de kom frem til T-krydset hvor den lille nye vej Hørretvænget munder ud i Hørretvej. Samtidig har cyklisterne indtil nu haft vigepligt for biler der drejer ind på eller fra Hørretvænget.
Begge dele bliver nu lavet om.
Rykker cykelstien
– Vi rykker cykelstien nogle meter væk fra den støjvæg der er på stedet så den kommer tættere på vejbanen. Samtidig ændrer vi vigepligten så det fremover bliver bilisterne der skal holde tilbage for cyklisterne, fortæller Dorte Scott Hansen, projektleder i afdelingen Vejanlæg under Aarhus Kommune.
Bedre udsyn for alle
Arbejdet med at flytte cykelstien på en 50 – 60 meter lang strækning er gået i gang.
Når cykelstien rykkes væk fra støjvæggen bliver der bedre udsyn for såvel bilister på Hørretvænget som cyklister på Hørretvej.
Kritik fra starten
Allerede da Hørretvænget blev anlagt for tre år siden var der kritik af forholdene for cyklisterne, og blandt andet Mårslet Avis stillede spørgsmål til om der blevet taget nok hensyn til de bløde trafikanter.
Men den daværende projektleder – som ikke længere er ansat i Vejanlæg – afviste kritikken og holdt på at alt var som det skulle være og fulgte reglerne.
Når kommunen nu har ændret holdning, hænger det ifølge Dorte Scott Hansen sammen med at der er kommet mange henvendelser med kritik af cyklisternes sikkerhed i T-krydset.
PerH.
Det var da super heldigt. Jeg var millimeter fra at kollidere med en cyklist på vej ud fra vejen. Det var en el-cykel som kom med meget høj fart og overtrådte sin vigepligt på cykelstien. Havde jeg ikke listet mig frem, så var det gået helt galt. OVerflødigt at sige at vi begge var dybt forskrækkede. Udsigten er ganske rigtigt ikke god – så vi sætter stor pris på ændringen.