Det økologiske landbrug på Bredballegård holder åbent hus

35 jerseykøer, deres kalve og en masse friske landbrugselever er klar til at tage imod gæster ved Åbent Landbrug arrangement 17. september.
5. september 2023
Driftsleder Erik Ravn, landbrugseleverne og 35 jerseykøer er klar til at møde gæsterne ved Åbent Landbrug arrangementet. PR-foto.

17. september fra kl. 10 til 16 kan både børn, unge og voksne komme ud og se hvordan det økologiske landbrug på Bredballegård på Nymarksvej fungerer i praksis og høre om hvordan Jordbrugets UddannelsesCenter, som Bredballegård hører under, uddanner fremtidens landmænd.
Mens børnene klapper kalve, hopper i halmballer og kommer med på traktorsafari rundt på gården, kan de voksne høre om hvordan medarbejdere og elever arbejder med miljø og klima.

Biodiversitet i praksis
– Man kan blive klogere på vores klimatiltag som vi har sørget for at beskrive på plancher rundt omkring på gården. Derudover kan gæsterne se hvordan biodiversitet ser ud i praksis.  Vores insekthalmballer på marken kribler nemlig af liv. Og så går eleverne selvfølgelig rundt og er klar til at svare på spørgsmål, siger driftsleder Erik Ravn i en pressemeddelelse.

Moderne metoder
Ifølge pressemeddelelsen er der på Bredballegård både jordvarme, solceller på taget og lavenergilys i alle systemer, ligesom gården hele tiden optimerer hvordan der gødes, og den følger den nyeste teknologi på området. Det sker blandt andet med kørende markrobotter der både sår og bekæmper ukrudt.

Forventer 5000 gæster
Samtidig med der på stedet uddannes nye landmænd, er der også produktion af økologisk mælk som leveres til Arla.
Åbent Landbrug er et landsdækkende arrangement som 35 Arla-landmænd deltager i. Alene på Bredballegård ventes der omkring 5.000 gæster 17. september.

Cyklister og fodgængere kan komme til Bredballegård fra Mårslet-enden af Nymarksvej (som munder ud i Bedervej), men det kan bilister ikke. De skal først ud på Oddervej og så ind ad Nymarksvej fra den side.

PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop