Demokratiets fest i Testrup: Opgør med løgn og fortielser

Politisk vækkelse, politikernes troværdighed og op- og nedture for følelsen af fællesskab. Det var nogle af de ting der var på spil da 800 mennesker samledes til årets grundlovsmøde i Testrup.
6. juni 2023
Linn Svangtun, Tranbjerg, til grundlovsfest på Testrup Højskole. Foto: Johannes Reimer

– Jeg kommer for at blive vækket politisk, forklarer Linn Svangtun.
Kvinden fra Tranbjerg har fundet en plads på en af de forreste bænke mens solen bager over hende og 800 andre deltagere i en park ved Testrup Højskole.
Fra scenen siger forstander Simon Axø at de såmænd kunne have solgt mange flere billetter, og mange har henvendt sig forgæves for at være med til skolens grundlovsfest.

Partispidser, borgmester og samfundsdebattører
Interessen kunne selvfølgelig skyldes at højskolen og nyhedsmagasinet Ræson har samlet nogle af de største navne inden for politik og demokratidebat. Tre partiledere, borgmesteren i Aarhus og fire skarpe samfundsdebattører.
Det er nu ikke tilstedeværelsen af kendisser Linn Svangtun nævner når hun fortæller hvad der har fået hende op fra sofaen. Det er mere fordi hun trænger til at ”få rørt i gryden” og komme ud for at mærke et fællesskab.
– Man kan godt komme til at tage demokratiet lidt for givet, og det er det jo ikke, siger hun.

For meget strategisk tænkning
Simon Axø slår hårdt allerede i velkomsten, og opfordrer politikerne til at lade være med at lyve.

Forstander Simon Axø opfordrede til at gøre op med fortielser og for meget strategisk tænkning. Foto: Johannes Reimer

– I denne sammenhæng er det ikke vigtigt at Venstre er gået i regering med Socialdemokratiet. Men det er vigtigt at Venstre afviste det inden valget.
– Det er heller ikke vigtigt her at regeringen afskaffede Store Bededag. Men det er vigtigt at de ikke sagde inden valget at de ville gøre det.
– Og det er heller ikke et problem i denne sammenhæng hvis Mette Frederiksen bliver generalsekretær i Nato. Men hun har jo afvist det.
– Problemet er at man ikke kan stole på politikernes udmeldinger når der bliver for mange fortielser og for meget strategisk tænkning, sagde højskoleforstanderen.

Havneudvidelse godt for klimaet
Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard kom også ind på troværdighed, men fra en anden vinkel. Han talte – uden at nævne havne-udvidelse – om at blive mistænkt for at have skjulte dagsordener,  altså at blive tillagt motiver man ikke har.
– Jeg oplever det oftere og oftere, og det forringer den demokratiske samtale hvis folk mister troen på det der bliver sagt.

Borgmester Jacob Bundsgaard på talerstolen. Foto: Johannes Reimer

Blandt publikum kritiserede en deltager borgmesteren for at gå ind for blind økonomisk vækst ved at tillade en stor havneudvidelse – og han svarede, at væksten er nødvendig for at kunne nå de politiske mål han har. F.eks. boliger til hjemløse.
– Men i øvrigt har Aarhus faktisk halveret CO2-udledningen siden 2008, og havneudvidelsen er med til at reducere udledningen endnu mere. Simpelt hen fordi skibstrafik er klimavenlig transport. Skibe belaster klimaet langt mindre end lastbiler.

Natur og miljø skal i grundloven
Mai Villadsen fra Enhedslisten var slet ikke tilfreds med politikernes indsats for klimaet – hverken i forbindelse med havneudvidelsen i Aarhus eller mere nationale indsatser.
– Vi står midt i en buldrende klima- og miljøkrise. Selvfølgelig skal det have en plads i grundloven at vi har pligt til at beskytte natur og miljø, mente hun.

Simon Fendinge, landsformand i Liberal Alliances ungdom og gammel elev fra Mårslet Skole, var overbevist om at pengene og de private virksomheder er bedst til at beskytte klima og miljø. F.eks. kan en CO2-afgift styre udviklingen i den retning man ønsker.

Det folkelige er vigtigt
Nogenlunde midtvejs i festen kan Linn Svangtun gøre status på tilskuerrækkerne – over for Mårslet Avis.
– Jeg har mest hæftet mig ved opfordringer til at vi bør melde os ind i et politisk parti. Frihed og demokrati skal understøttes, og det har vi alle pligt til at være med til. Men jeg har også noteret mig at nogle politikere har brugt fine ord til at udvikle en distance til os borgere. Det folkelige er vigtigt, og jeg synes de skal tale så folk forstår dem, siger Linn Svangtun.

I eftermiddagens debat viste det sig at der er næsten total enighed om verdenssituationen mellem den konservative leder Søren Pape Poulsen og SFs leder Pia Olsen Dyhr.

Ronald Reagan som teenageidol
Pape fortalte lidt sørgmodigt om hvordan republikanerne i USA er blevet overtaget af mennesker med mærkelige holdninger og hvor meget det er gået tilbage for partiet siden Pape havde en plakat af daværende præsident Ronald Reagan hængende på sit teenageværelse. Og selv om Pia Olsen Dyhr ikke ligefrem idoldyrkede Reagan, så syntes hun dog også at han havde været en stor præsident.

Og på det alvorlige plan var Pape og Dyhr helt på linie. Forsvaret skal styrkes, og Danmark skal satse kraftigere på et styrket Europa i sikkerhedspolitikken.

Den enighed gjorde Linn Svangtun glad nede på tilhørerbænken.
– Det er dejligt høre de to blive enige og at vi rykker sammen når der er krig og sker andre grimme ting i verden. Det gør mig tryg, siger hun.

Fællesskabsfølelsen har det skidt
De tre sidste debattører, rektor Lene Tanggaard, redaktør Emma Holten og professor Vincent Hendricks, talte om demokratiske idealer – og de var enige om at det i en del år har stået skidt til med vores fællesskabsfølelse.

Ordstyrer Clement Kjersgaard og professor Vincent Hendricks. Foto: Johannes Reimer

– I min opvækst blev det kollektive latterliggjort. Vi har også fået at vide at det er latterligt at kræve grundlæggende ændringer af samfundet. De sagde det slet ikke kan lade sig gøre, sagde Emma Holten.

Hun mente dog også at de unge nu er ved at blive meget mere politisk vakte end de ældre generationer.

Vækket politisk
Præcis den iagttagelse glæder Linn Svangtun der har lyttet i 6 timer.
– Jeg er glad for hun ikke længere tror at fællesskaber er latterlige og at hun revser os ældre for at være apolitiske, for det er rigtigt. Vi har lænet os for meget tilbage.
-Du kom for at blive vækket politisk. Er det lykkedes?
– Ja. Meget, siger hun. Med et stort smil.

Johs.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop