Den eneste tøjbutik i Mårslet – WORN ved siden af SuperBrugsen – lukker en af de første dage i marts.
Årsagen er at driften af butikken har vist sig at kræve mere tid og energi af de tre ejere end de har lyst til i længden.
Har også andet arbejde
– Vi har alle tre andet arbejde ved siden af, og vi har også andre projekter samt børn som vi vil have tid og ressourcer til, siger Susanne Agerbo.
Hun åbnede WORN i marts 2023 sammen med Sandra Surland og Christina Riddersholm.
– Vi har fra begyndelsen sagt at vi ville prøve det her af i nogen tid, og nu har vi så gjort op med os selv at vi ikke vil fortsætte, tilføjer hun.
Butikken har ikke givet underskud, ingen taber penge ved lukningen, og der vil være tøj på bøjler og hylder helt frem til sidste åbningsdag, lover Susanne Agerbo.
Konceptet har fungeret
Som de fleste i byen ved, sælger WORN lettere brugt kvalitetstøj til kvinder.
Forretningsmodellen er at butikken har tøjet i kommission for private sælgere som lejer sig ind på en hylde eller en bøjlestang i butikken.
Det koncept har fungeret udmærket, og Susanne Agerbo vurderer at hvis butikken kun var blevet drevet af en enkelt ejer, og vedkommende ville bruge al sin arbejdstid på sagen, kunne den formentlig godt have været et levebrød for ejeren.
Interesse for lokalet
Lukningen betyder ikke nødvendigvis at butikslokalet kommer til at stå tomt i lang tid. De tre WORN-ejere er i kontakt med flere personer som overvejer om de måske vil drive en tøjbutik – eller en anden form for erhverv – i det lokale som WORN det seneste år har lejet af SuperBrugsen.
Det er kun tre uger siden en anden butik i Mårslet – bager Vilhelmsens udsalg – lukkede. Læs om det her: Bageren lukker butikken.
Artiklen om åbningen af WORN i 2023 kan du læse her: Mårslet får butik med tøj til kvinder.
PerH.