Burgerbar åbner i stationsbygningen

1. november slår Flame Burger dørene op for sin nye afdeling i det lokale i den gamle stationsbygning hvor der har været pizzeria.
25. oktober 2023
Shafi Rahimzai (til venstre) ejer de fire Flame Burger burgerbarer. Ved siden af ham står Suhail Jabar som skal sørge for den daglige drift i Mårslet.

1. november kl. 16 får Mårslet et nyt tilbud i take away og fast food genren. Den dag åbner den lille burgerkæde Flame Burger en afdeling i den gamle stationsbygning på Banevej. Her har Flame Burger lejet det lokale der tidligere var udlejet til et pizzeria.

Bredt udvalg
– Vi vil have et bredt udvalg forskellige burgere, både med okse- og kyllingekød, fortæller Shafi Rahimzai som ejer Flame Burger.
Kæden har i forvejen burgerbarer i Viby J, på Frederiks Allé i Aarhus C samt på Aarhus Ø.
Shafi Rahimzai står selv for driften i Viby. I Mårslet bliver det medarbejderen Suhail Jabar som skal køre butikken.
Den er indrettet med et par små borde hvor man kan sidde og spise, hvis man ikke vil tage sin burger med hjem.

Ejet af socialrådgiver
29-årige Shafi Rahimzai er uddannet socialrådgiver, og indtil videre arbejder han fortsat inden for det fag. Men interesse for mad og lyst til at være selvstændig fik ham i 2021 til at åbne den første Flame Burger, og siden er det bare gået fremad for forretningen.
Med sig ind i burger-branchen har han en partner som er uddannet kok og som står for udviklingen af Flame Burgers menukort.

Åben seks dage om ugen
Flame Burger i Mårslet vil være lukket om mandagen, men holde åbent alle dage fra tirsdag til søndag kl. 16 til 21.
På åbningsdagen og en uge frem er der 20 procent rabat på alle burgere.
PerH.

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop