Politiet har ikke fundet den præcise årsag til brand på Nymarks Allé, men udelukker en forbrydelse.
Politiets teknikere er nu færdige med deres undersøgelse af det rækkehus på Nymarks Allé som blev hærget af en brand onsdag i sidste uge, uden det er ikke lykkedes at finde den præcise årsag til ildsvåden.
Kun ved man at branden opstod et sted i husets bryggers fra bordpladehøjde og op. “Det kan ikke udelukkes, at et el-apparat har været brandårsagen – men det har ikke været muligt at fastslå endeligt”, skriver Østjyllands Politi i en mail til Mårslet Avis.
Det er politiets vurdering at der ikke er blevet begået noget strafbart i forbindelse med branden.
Udover det chokerende i oplevelsen slap husets beboere uskadte fra branden, men det meste af deres indbo blev ødelagt.
Via Facebookgruppen Opslagstavle for Mårslet og Omegn har talrige borgere i byen tilbudt hjælp til erstatning af det ødelagte.
PerH.