Borgerforslag om bedre læseundervisning blev en fuser

Målet var at samle 50.000 underskrifter, men resultatet blev 94.
23. september 2024
Ingegerd Løth vil have lærerne til at undervise med flowlæsning-metoden for at gøre eleverne til bedre læsere. Privat foto.

Det bliver ikke gennem debat i Folketingssalen at mårsletteren Ingegerd Jenner Løth får udbredt kendskabet til undervisningsmetoden flowzone-læsning som hun argumenterer for kan gøre alle børn gode til at læse.
Det står fast efter hendes seks måneder lange indsamling af underskrifter på et forslag på borgerforslag.dk sluttede 21. september.

Manglede 49.906 underskrifter
Hvis forslaget havde fået 50.000 underskrifter, havde Folketinget været nødt til at behandle udbredelse af flowlæsning på et møde i salen.
Men da fristen udløb, havde blot 94 personer støttet det med en digital signatur. 49.906 under målet.

Det eneste der dur
Som tidligere omtalt i Mårslet Avis, er Ingegerd Jenner Løth (der også er kendt under navnet Gix) overbevist om at flowlæsningsmetoden er det eneste der dur til at løse de store problemer som folkeskolen har med at gøre alle elever til dygtige læsere inden de går ud af skolen.

Er ikke skuffet
Trods den ringe opbakning er hun ikke skuffet.
– Set i bakspejlet kan jeg godt se at forslaget ikke ville få 50.000 underskrifter. Det er et kompliceret emne, og mange har svært ved at tage stilling til det. Det er et stort spørgsmål at forholde sig til om man skal blande sig i de metoder der bliver brugt i skolen, mener hun.
Gennem sit eget konsulentfirma GameLæsningDanmark vil Ingegerd Jenner Løth fortsat arbejde for udbredelse af flowzonelæsning, blandt andet gennem kurser for lærere og andre fagfolk.

PerH.

1 kommentar

Skriv kommentar

Your email address will not be published.

Gå tilTop