BREV TIL LÆSERNE
Kære læser.
Klokken 10 i dag, den 10. april, var det præcis et år siden jeg trykkede på den knap på tastaturet som sendte de første nyheder i Mårslet Avis ud på internettet. Allerede fra den første dag var interessen stor. Over 900 personer læste premieredagens tophistorie som handlede om den daværende rådmand Bünyamin Simseks plan om at udbygge Mårslet med 220 boliger.
Jeg er dybt taknemmelig for den interesse der fra dag et har været for avisens artikler og for alle de positive og anerkendende kommentarer jeg har fået fra jer læsere.
Lokalt behov for et nyhedsmedie
Min motivation for at sætte avisen i verden var dels at jeg ganske enkelt synes det er sjovt at følge og beskrive hvad der sker i 8320 Mårslet, og dels at jeg mener vores lokalsamfund har brug for et uafhængigt nyhedsmedie.
Byen er blevet for stor til at man kan holde sig orienteret ved at snakke med naboer og bekendte hen over køledisken i de lokale butikker, og jeg fandt det spændende at opfylde det behov der er for en troværdig og helt lokal avis i moderne form; det vil sige på nettet.
Læserne giver motivation
Denne dobbelte motivation har jeg stadig; og den bliver holdt i live fordi jeg kan mærke opbakningen fra jer læsere. Jeg kan både se og mærke at jeg langt fra er den eneste der synes der er behov for et uafhængigt medie med lokale nyheder.
Så tusind tak for din interesse, kære læser, uden den var der ikke nogen Mårslet Avis i dag.
En særlig tak skal lyde til dem som har bidraget med fotos og forslag til artikler, og en stor tak til alle som har medvirket som kilder.
166 artikler og 113.000 klik
166 artikler er blevet bragt i avisen i det forløbne år, men hvor mange har egentlig læst dem? Trods al moderne it-teknologi er det sidste svært at svare på.
Der findes forskellige statistik-redskaber, og blandt folk med mere forstand på den slags end undertegnede, anses det mest troværdige for at være Google Analytics. Den statistik siger at der siden premieredagen i alt 113.038 gange er blevet klikket på en af avisens artikler eller på forsiden eller en sektionsforside.
De meste læste artikler har op til omkring 1.700 læsere, og som det fremgår af denne boks favner jeres interesser emnemæssigt bredt, men især politistof og artikler om byens udvikling scorer højt.
Brevet fortsætter under boksen.
Artikler med over 1000 læsere
- Mistænkeligt dødsfald skyldtes en ulykke
- Investor vil rive ned og bygge nyt tæt-lav på Tandervej
- 17 nye huse bliver bygget på Obstrupvej
- Her ønsker kommunen nye boliger – ejerne siger nej
- Projektfirma leder efter grund til ny dagligvarebutik
- Daginstitutioner mister pædagogtimer
- 11 parcelhuse bliver bygget mellem Hørretvej og Jelshøjvej
- Lodsejere er ivrige efter at udstykke byggegrunde i 8320-området
- Stor uenighed om udbygning af Mårslet
- Mårslet er blevet corona-rød
- S taber stort, K går stærkt frem
- Mårsletter udtaget til OL
Svar på kritik
Som antydet er avisen blevet vældig positivt modtaget af de allerfleste mårslettere, i hvert fald blandt dem jeg har mødt og hørt fra. Men der har også været kritiske røster og utilfredshed med mine skriverier.
Der er for eksempel dem der finder det uhøfligt eller upassende at Mårslet Avis har peget på mulige habilitetsproblemer i fællesrådets forretningsudvalg; ligesom enkelte læsere ikke har brudt sig om at jeg har skrevet om modsætninger mellem byggeprojekter og miljøinteresser.
Til det er blot at sige at Mårslet Avis ikke er sat i verden for at være rygklapper for nogen. Derimod skal avisen så vidt muligt at bringe forhold af offentlig interesse frem i lyset, uanset om nogen har interesse i at der bliver tiet om dem.
Debat styrker det lokale demokrati
Der er dem der mener at lokalsamfundet står stærkest ved at lokale uenigheder ikke bliver diskuteret offentligt.
Jeg er derimod af den overbevisning at debat er en livsnødvendighed for at demokratiet kan leve, og at det bedste grundlag for debat er kritisk og sober journalistik.
Det har været grundlaget for Mårslet Avis det første leveår, og det vil det blive ved med at være.
Tak fordi du læser med.
Per Henrik Hansen, udgiver, redaktør og journalist.
Tillykke med et-årsdagen. Du har i den grad bidraget til informationer om, hvad der foregår i Mårslet samt højne niveauet for det. Tusind tak
Stort til lykke, Per!!!!!!