Den sidste uge i oktober blev 6 mårslettere testet positive for coronavirus, ugen efter steg tallet dramatisk til 20, hvorefter det er faldet lidt til 17 de seneste 7 dage. I alt er 39 borgere i Mårslet Sogn testet positive med PCR-tests de seneste 30 dage.
Det viser tal fra Aarhus Kommunes hjemmeside om coronasmitten.
De seneste ugers stigende smitte i hele Danmark har især ramt de helt unge aldersgrupper hvor kun få eller ingen er vaccineret. Mårslet Skole har også mærket den kedelige udvikling.
En halv snes smittede på skolen
– Vi har haft omkring 10 smittede elever den seneste tid. Desuden har vi haft nogle elever som har været nære kontakter til smittede, for eksempel søskende, og som derfor skulle blive hjemme, fortæller Pernille Lauritsen, pædagogisk leder for indskolingen og SFO.
– Men vi har ikke fået nogen meldinger om positive tests siden i mandags, så det ser – 7-9-13 – ud til at smitten er på vej ned igen, tilføjer hun.
Alle klasser har haft undervisning som normalt; dog har der været en klasse som en enkelt dag ikke deltog i den fælles morgensang fordi forholdsvis mange elever i klassen var testet positive eller var nære kontakter.
Høj incidens i Mårslet
Ifølge kommunens hjemmeside er incidentallet (antal smittede per 100.000 indbyggere) for Mårslet Sogn på 396 i dag, torsdag 11. november. For kommunen som helhed er tallet 186. Selv om incidenstallet for Mårslet altså er dobbelt så højt som for hele kommunen, er der fortsat et godt stykke op til de 1000 som er grænsen for nedlukning på sogneniveau.
PerH.