Man skal ikke være på besøg i Blomsterklubben i ret mange minutter for at finde ud af man her er sammen med en gruppe kvinder som nyder at hygge sig i hinandens selskab. En lille let latter bobler hele tiden lige under overfladen og popper hurtigt op når der bliver snakket og kommenteret på hinandens bemærkninger.
– Vi hygger os vildt meget, bekræfter Else Jensen som i dag er den der lægger hus til klubbens møde. Udover hende består klubben af Henriette Geer, Anette Enevoldsen og Lene Riis. Sidstnævnte er imidlertid på ferierejse ved journalistens besøg.
Samlet om at være kreative
Det er dog langt fra kun for hyggens skyld at de fire i efterhånden 35 år har mødtes hver måned, på skift hos hinanden. Centrum for samværet er arbejdet med blomsterdekorationer og andre kreative udfoldelser.
– Vi inspirerer og lærer af hinanden, fortæller Henriette.
Eksempelvis har hun og Anette for nylig været på et kursus i at arbejde med papirblomster, og efterfølgende har de givet den nyerhvervede viden videre til de to andre i klubben.
Også fælles udflugter står på programmet. Det kan være ture ud i naturen for at samle materialer der kan bruges i blomsterdekorationer, en tur til Økologiens Have i Odder eller andre steder med noget spændende og inspirerende at se på.
Børn skabte kontakten
Børnepasning var årsag til at de i sin tid fandt sammen om de kreative interesser. Lene var dagplejer og passede Anettes børn, og på den måde lærte de hinanden at kende. Også Else fik sit yngste barn passet hos Lene, og da Anette og Henriette er søstre har de to altid kendt hinanden, og snart fandt alle fire sammen om den fælles interesse for at skabe noget smukt med hænderne.
Både Anette og Henriette er blomsterdekoratører af uddannelse, og da Henriette ved klubbens start arbejdede med en gros salg af artikler til blomsterbinding, var der nem adgang til materialer til aktiviteterne.
Åben garage 2. og 3. oktober
Siden har det ene år taget det andet, tusinder af dekorationer er blevet bundet, og ved siden af har de fire kvinder også haft gang i mange andre aktiviteter. Henriette støber fuglebade og andre ting i beton, hun og Lene maler billeder, Anette syr skindtasker og laver pileflet, og Else strikker og hækler.
I weekenden 2. og 3. oktober kan alle se et udvalg af Blomsterklubbens produkter, med mulighed for at købe både blomsterdekorationer og de andre ting som medlemmerne skaber.
Det sker ved et åben garage arrangement hos Anette på Præstegårdsvej 57, begge dage kl. 10 – 16.
PerH.